Ler. Keramik lever ofte på kanten mellem det brugbare og det rene kunstværk.

Keramikoman

Blandt de mange aktører i kunstverdenen bliver samlerne sjældent omtalt, og derfor er det godt tænkt af Clay Keramikmuseum i Middelfart netop at sætte fokus på en storsamler i udstillingen Ler er livet! og det ledsagende katalog. Erik Veistrups samling af kunst og kunsthåndvæk er blevet til siden 1960erne, og det er ikke en personlig formue, men en simpel skolelærerløn, som har været dens underlag.

Da hans begejstring for keramik med tiden gjorde det svært at finde plads til mere i hans eget hjem i Kastrup, begyndte han at donere dele af samlingen til blandt andet Clay. Som selverklæret keramikoman har Veistrup været vidt omkring i dansk keramik siden 1950erne, fra Gertrud Vasegaards kultiverede fordybelse over naturligheden hos Anne Kjærsgaard til Louise Hindsgavls og Maria Rubinkes vilde tvist af det klassiske hvide porcelæn. Ud over at konstatere mangfoldigheden i moderne dansk keramik kommer man uundgåeligt også til at fundere over den nysgerrighed og trang til et nærmere forhold til værkerne, som hele tiden driver samleren videre. At skabe en samling er jo intet mindre end at indlede et fast forhold til tingene.

hhla
(f. 1966) er kulturjournalist og skriver især om design, æstetik og materiel kultur; har skrevet for Weekendavisen siden 2000. Oprindeligt ph.d. i Jødisk historie og kultur og har inden for dette felt skrevet bøgerne Den jødiske verden og Danske verdensreligioner: jødedom. Biografien En bid af paradis om Bjørn Wiinblad og hans plads i Efterkrigstidens design udkom i 2018.