MAD
Kenzo-farver i køkkenet
Efteråret er den bedste tid. Endelig slut med blændende sol og alt for varme dage, hvor man ikke kan have ordentligt tøj på. I køkkenet kan man sige farvel til sommerens lette og læskende retter og glæde sig over rigdommen af grøntsager. Lige bortset fra at selve ordet grøntsager passer dårligst netop nu, hvor der er gyldne græskar og majs, sortlilla auberginer og hele spektret af rødt fra den drastiske rødbede til de rosarødmende æbler. Der går Kenzo i køkkenet i denne tid med vilde pangfarver i komplekse kombinationer. Og smagen ændrer sig fundamentalt: væk fra sommerens friskhed, syrlighed og alt det græsagtige i salater og urter og over i en mere jordbunden, dyb og fuldtonende smag.
Start med at tage et bundt gulerødder – gerne de smukke mangefarvede – og brug en skræller til at lave helt fine bånd af dem. Tag en lille håndfuld hel kardemomme og tryk skallerne med siden af en stor kniv mod et bræt, indtil de løsner sig. Rist forsigtigt kardemommefrøene på en lille pande og stød dem i en morter. Rist derefter en stor håndfuld sesamfrø, til de begynder at dufte, og sæt dem til side. Bland en dressing af revet skal og saft af en lime, olivenolie, kardemommefrøene og lidt salt og vend dressingen i gulerodsstrimlerne sammen med masser af fintskåren mynte. Anret det hele på et fad og garner med to friske figner i fine stykker og en håndfuld grofthakkede saltristede mandler. Man kan også lave salaten med tørrede figner i fine strimler, som Tina Scheftelovitz oprindeligt gjorde i sin kogebog Den andalusiske drøm, som er min egen inspiration. Eller man kan udvide med en blød gedeost eller en mild feta, og så har man en hel lille forret med lidt sejt brød til.
