En sensommerdag for nogle år siden gik jeg sammen med min danske mand gennem København. Måske var det i slutningen af august eller begyndelsen af september, i hvert fald en af de dage, hvor solskinnet er dybgult og flydende, men alligevel fremkalder en følelse af vemod, eftersom sommeren når som helst kan være forbi. Vi skulle ikke nå noget. Byen var stille, og de fleste butikker var lukkede. Træerne stod mørkegrønne med støvede blade. Vi spadserede uden mål, var lige skrået over Israels Plads, hvor der stilles loppemarkedsborde op i weekenderne, og talte om at finde en kop kaffe, da jeg pludselig fik øje på noget, som fik mig til at standse op.

Netop denne søndag stod der bare en enkelt stand, fuldt lastet med gamle minkpelse, messinglysestager, askebægre, smykker med uægte stene og bestik i upudset sølv. Men så var der også noget mere. Et billede stod på gadebelægningen, lænet mod et bordben. Jeg havde bemærket det uden egentlig at se efter. Det var først, da vi havde passeret, at jeg indså, at billedet var et broderi, og at jeg lige havde læst ordet HITLER. I korssting? Jeg vendte mig om for at se efter og udskilte et andet broderet ord: GESTAPO. Lige ved siden af stod der SS. Et nazistisk broderi? Jeg bestemte mig for at købe billedet. Som sagt så gjort. Min mage bar billedet hele vejen hjem med motivet vendt ind mod kroppen.