Vejen over Turchino-passet i det nu isolerede og pandemiramte Norditalien forbinder de to landsbyer Massone og Voltri på hver sin side af Appenninerne, der her adskiller Po-sletten og Ligurien ud til Middelhavet.

En anonym passage, der blev åbnet og farbar få år efter Italiens samling. Nem at overse, efter at motor­vejen mellem Milano og Genova blev anlagt, hvis man altså ikke kender til dens status som overgangsritual på cykelsportens hellige vej mellem to årstider og bjergets triste historie som scene for et af de mange hævndrab, nazis­t­­erne foretog i den sidste del af krigen. I gæstebogen ved mindesmærket på den sydlige side af passet står der: »Hanno strappato i fiori, ma non fermeranno la primavera« (»De hev blomsterne op, men foråret kan de ikke standse«).