Lidenskaben har ofte fået dårlig presse. Det er sædvanligvis noget med begær og drift på bekostning af pligt, ansvar og ja, ordentlighed. Den enkelte, der handler ufornuftigt, er ude af sig selv.

Men ikke hos Stefan Zweig, den store østrigske forfatter og det naturlige omdrejningspunkt blandt Centraleuropas intellektuelle i tiden mellem de to verdenskrige. Her er det ikke passionen, der er dum og blind, det er derimod den borgerlige vane. Gennem hele hans værk, som tæller fiktion, biografier og dramaer foruden erindringsværket Verden af i går (1942), der udkom kort efter Zweigs og hustruen Lotte Altmanns selvmord i Brasilien, er det menneske, som fyldes af lidenskab, ikke ude af sig selv, men først rigtigt sig selv.