Jorddække

Selvom vejret mildest talt har været efterårsagtigt, er vinteren på vej – i hvert fald rent kalendermæssigt. Klimaændringerne har godt nok gjort vintre af i dag til en – indtil videre – ret spag oplevelse, men frost vil uden tvivl stadig være en del af årstidens karakter. Og noget man må forberede sig på i haven, ikke mindst i urtehaven.

Først og fremmest gælder det om i tide at få bjærget de endnu ikke høstede, frostfølsomme afgrøder, inden termometeret måtte gå i minus. Her på stedet er drivhuset allerede tømt for vækster, og de sidste squash høstet i midten af oktober. Men i urtehaven er der stadig adskillige gode sager tilbage i og på jorden, blandt andet hokkaido- og allehelgensgræskar, knoldsellerier, pastinakrødder, skorzonerer og rødbeder, som ikke skal udsættes for hård kulde.

I andre af havens højbede står nysatte hvidløg, der skal overvintre, og vinterhårdføre afgrøder, der ikke behøver at blive høstet og gemt hen, men kan stå klar i række og geled, indtil køkkenet måtte kalde. Det gælder først og fremmest grønkålen og vinterporrerne. Dertil kommer jordskokkerne; deres høje, solsikkeagtige, overjordiske dele står godt nok sønderruskede af blæst og afventer frostens sortsvidende nakkedrag, men det betyder intet, for under jordoverfladen ligger knoldene sikkert og trygt.

Porredyrkningen her på stedet har ellers været sat på pause i nogle år på grund af de utålelige løgfluers ødelæggende angreb, men er genoptaget. Én plantning blev sammen med grønkålplanterne hegnet ind med insektnet for – om muligt – at forhindre henholdsvis fluer og kålsommerfugle i at få adgang til planterne. Det har helt tydeligt været svært at holde hegningen tæt. I andre dele står porrerne blandet med andre planter, som måske kan begrænse angrebene. I hvilket omfang, det holder stik, vil vise sig, i takt med at udnyttelsen skrider frem.

Omkring halvdelen af bedene er afhøstede og skal først dyrkes igen til næste år. Før i tiden ville efterårsgravning eller fræsning af alle sådanne arealer være en helt central del af vinterforberedelsen i haverne – dels i tillid til, at det kunne begrænse ukrudtsmængden, dels i tro på, at frostens indvirkning på den blottede jord ville forbedre strukturen. Det gik hårdt ud over jordbundens liv – og havedyrkerens ryg. Den tilgang hører fortiden til. Nu gælder det tværtimod om at holde jorden dækket hele året for blandt andet at mindske udvaskningen og tage vare på jordbundens rige og for havedyrkningen så gavnlige liv. I sommerhalvåret står de voksende afgrøder og supplerende planter for at dække jorden, og i vintertiden kan denne dækning ske med hårdføre, vintergrønne afgrøder, særlige efter- eller dækafgrøder og plantemateriale.

JEG ER for flere år siden gået over til i princippet »gravefri dyrkning«, hvor det er helt slut med den mishandlende fræsning og efterårsgravning, og hvor anden form for roden i jorden er indskrænket til et minimum. I stedet er jordbearbejdningen overladt til jordbundens egne, arbejdsivrige organismer – fra regnorme og nedefter i størrelse til bakterier og mikrosvampe, der sørger for omsætning, opblanding og beluftning af dyrkningsjorden. De forsynes til gengæld med noget at arbejde med i form af et lag organisk materiale, der kan være husdyrgødning, kompost eller uomsat plantemateriale.

Her i haven benyttes især det sidste i form af en god, blandet hakkelse af urter, græs, nedfaldsløv, kviste og tomme skaller og svange frø fra den ægte kastanje, som er kværnet og samlet med en batteridrevet plæneklipper med opsamlingskurv. Græsplæneklip tilføres bedene hele sommerhalvåret, men her om efteråret hældes den ovennævnte hakkelse ud mellem de stående afgrøder og på de øvrige højbede i et fem til otte centimeter tykt lag. Denne dyne tjener mange gode formål på samme tid: Den beskytter ubevokset, nøgen jord mod udvaskning, den dækker jorden, så uønskede planter (»ukrudt«) i nogen grad forhindres i at spire og gro, og ikke mindst udgør den et godt og solidt foder til jordbundens myriader af mikroorganismer og smådyr. Gennem deres bearbejdning og omsætning tilføres mineraler, gødningsstoffer og humus (organisk kulstof) til dyrkningsjorden.

Jorddækning kan også ske eller suppleres med efterafgrøder som honningurt, gul sennep og blodkløver og andre ærteblomstrede. Urterne skal blot være sået senest i begyndelsen af september for at nå at vokse sig tilstrækkeligt store til at kunne gøre den ønskede gavn. I andre afhøstede bede har selvsåede vækster som gul kløver, natlys og citronmelisse fået lov til at dække jorden og virke som efterafgrøde og jorddække. Derimod er det mere problematiske flerårige rodukrudt som kvik, snerle og tidsler løbende blevet jagtet. Plantedækket bliver klippet ned på et tidspunkt, således at rødderne med deres eventuelle rodknolde forbliver i jorden til langsom nedbrydning og frigivelse af mineraler og næringssalte.

Så skulle man trygt og mageligt kunne gå vinteren i møde.