I fredags besejrede det danske kvindelandshold Sverige med 1-0 i Malmø foran blandt andre 800 medrejsende danske fans. Danmarks sejr var den første på svensk jord i mere end 30 år, og i aften møder landsholdet så Japan i endnu en testkamp frem mod sommerens VM-slutrunde i Australien og New Zealand.
Trods elimineringen i gruppespillet ved sidste års EM står det danske kvindelandshold midt i en guldalder. Danmark har for længst cementeret sin position blandt de 20 bedste landshold i verden – og de ti bedste i Europa. I VM-kvalifikationens otte opgør tabte man ikke et eneste point.
Landstræner Lars Søndergaards trup virker til stadighed solid i et interessant miks af talent og erfaring. På det nuværende hold findes tre af de fem spillere med flest danske landskampe gennem tiderne og tre af historiens seks mest scorende i rødt og hvidt.
Sofie Svava (Real Madrid), Stine Larsen (Häcken), Amalie Vangsgaard (Paris Saint-Germain), Sofie Junge (Juventus), Frederikke Thøgersen (Inter), Signe Bruun (Lyon), Nadia Nadim (Racing Louisville), veteranen Sanne Troelsgaard (Reading) samt Everton-kvartetten Katrine Veje, Rikke Sevecke, Karen Holmgaard og Nicoline Sørensen har alle international klasse. Pernille Harder (Chelsea) er en af verdens bedste, mens Kathrine Kühl (Arsenal) er blandt Europas mest lovende teenagere.
Derfor var det så forbandet ærgerligt, at det i sidste uge ikke lykkedes Danmark – sammen med Sverige, Norge og Finland – at sikre sig værtskabet for EM-slutrunden i 2025, der i stedet gik til Schweiz. I det fællesnordiske bud var Odense og København udset som danske spillebyer.
Afstemningen i UEFAs eksekutivkomité var i sig selv interessant, eftersom den afslører, hvor magten lige nu ligger i UEFA. På bordet lå fire bud: Norden, Polen, Schweiz og Frankrig, og de 13 stemmeberettigede (mænd) havde til opgave at finde en flertalsvinder.
I afstemningens første runde modtog Norden, Schweiz og Polen fire stemmer hver, mens franskmændene kun fik én stemme. I anden runde fik Schweiz seks stemmer, Norden fire og Polen tre – og i tredje og sidste runde tævede Schweiz de nordiske lande med 9-4.
Ser vi nærmere på, hvem der traf beslutningen, bliver det tydeligt, hvor marginaliserede de nordiske fodboldforbund efterhånden er i toppen af europæisk fodbold. Eksekutivkomitemedlemmernes stemmeafgivning var som altid hemmelig, og det eneste, vi ved med sikkerhed, er, at hverken danske Jesper Møller, svenske Karl-Erik Nilsson eller polske Zbigniew Boniek måtte stemme, da deres nationer var i kandidatfeltet.
Ifølge Weekendavisens oplysninger kom to af de fire gennemgående stemmer på Norden fra Just Spee (Holland) og David Gill (England). Et plausibelt bud er desuden, at de to øvrige stemmer kom fra enten Fernando Gomes (Portugal), Gabriele Gravina (Italien) eller Luis Rubiales (Spanien).
Det efterlader en massiv østblok, der af varierende årsager ingen interesse har haft i at give Danmark, Sverige, Norge og Finland den fjer i hatten, som et europamesterskab ville have været. UEFA-præsident Aleksander Čeferin (Slovenien) på grund af sit anstrengte forhold til Møller og Nilsson. Nasser Al-Khelaifi (Qatar) på grund af Nordens kritik af qatarernes VM.
De øvrige stemmeafgivere var Sandor Csanyi (Ungarn), Armand Duka (Albanien), Alexander Djukov (Rusland), Andrii Pavelko (Ukraine), Davor Suker (Kroatien) og Servet Yardımcı (Tyrkiet). Ingen af disse herrer deler de nordiske landes mere aktivistiske tilgang til fodbolden, og de står ikke alene.
Dagen efter afstemningen om EM 2025 var der i UEFAs kongres således valg til netop eksekutivkomiteen, og her lykkedes det på ingen måde Norges Lise Klaveness, som har positioneret sig som kvindernes og minoriteternes stemme i europæisk fodbold, at blive valgt. Klaveness fik blot 18 stemmer – 13 færre end korruptionsanklagede Andrii Pavelko, der opnåede genvalg på yderste mandat.
De nordiske landes bud ønskede at appellere til følelserne og minde eksekutivkomiteen om ikke bare kvindefodboldens, men kvindekampens historiske status netop her. Men UEFA-toppen er ikke til idealer. Buddet fra Schweiz, der ikke har nogen nævneværdig tradition for kvindefodbold, er et logistisk effektivt, komprimeret bud med opbakning fra pengetunge schweiziske sponsorer.
Heroverfor virker de vakte nordboere anderledes besværlige, ja, ligefrem irriterende.
Tre pletskud
1. Viktor Fischer har fået en skidt start i Stockholm-klubben AIK efter sit skifte fra Royal Antwerp. Den 28-årige dansker er ikke kendt for at lægge fingre imellem, og det gør han heller ikke i det seneste, meget ærlige interview med Fotbollskanalen.
2. Søndagens Premier League-kamp mellem Liverpool og Arsenal bød på fire mål og medrivende spil, men vil formentlig først og fremmest blive husket for den albue, dommerassistent Constantine Hatzidakis placerede i hovedet af Liverpool-bakcen Andrew Robertson.
3. Europæisk fodbold oplever for tiden en fremkomst af flere strålende nigerianske angribere. Napolis Victor Osimhen er topscorer i Serie A, mens Atalantas Ademola Lookman har scoret 13 mål i 28 kampe i samme række. Dertil kommer navne som Kelechi Iheanacho (Leicester), Terem Moffi (Nice), Moses Simon (Nantes) og ikke mindst den unge Villarreal-forward Samuel Chukwueze, der sænkede Real Madrid med et drømmemål i lørdags, og som The Guardians Sid Lowe har portrætteret så fint.
