Intet Skotland, ingen fest

Hver dag under EM skriver Asker Hedegaard Boye og Joakim Jakobsen om alt det, der sker til slutrunden. Følg med på weekendavisen.dk/em2024.

Kære Asker

Så er vi i gang. Med åbningskamp i Europas midte, på Allianz Arena i München i aftes. Sådan et EM i Tyskland er så herligt kontinentalt, som det kan blive.

Der er også noget stramt og moderat indadvendt over et EM sammenlignet med et VM: Nu holder vi fest for os selv. For en tid vil vi blæse på alle brasilianske og argentinske storheder. For en tid rager Kinas produktionstal os en høstblomst. For en tid kan vi glemme USA og deres besynderlige præsidentkandidater.

Du var på plads i München i aftes. Hvordan var stemningen?

Kære Joakim

Stemningen var elektrisk: Mindst 100.000 wirtz (undskyld). Lige så betuttede de skotske spillere forekom, lige så brillante var deres fans. Mens Emre Can scorede til 5-1 i tillægstiden, skrålede de 15.000 skotter, der bredte sig over mere end den ene endetribune, som om intet var hændt: »No Scotland, no party!«

Lad os lige få overstået Skotland. De er en sjov størrelse, også i forholdet til Europa. Skotterne røg med i Brexit i 2016, men i Skotland stemte 62 procent for at forblive i EU. Jeg forstår også på dig, at de skotske fans i München gør en del ud af kontrasten til England?

Det tør siges. Slagsange som »We Hate England More Than You«, »At Least We’re No’ From England« og »We’re Not Englaaaand« er det seneste par døgn skyllet hen over Marienplatz her i München. Og der er ikke tale om falsk reklame. Mens englænderne vedbliver med at være slutrundernes om ikke (længere) ballademagere, så i hvert fald bøvlekræmmere, ja, så er skotterne både tørstige, syngende, mangetallige, fredelige og selvironiske, vildt overlegent. Tartan Army er lidt som 80ernes roliganbevægelse, bare uden Simonsen, Elkjær og Michael Laudrup.

Skotterne viser os, at man sagtens kan være skørt passioneret og blottet for proportionssans og samtidig opføre sig venligt. Et fællesskab af individer, aldrig en ansigtsløs, uniform horde.

Ved morgenmaden på mit hotel i München-forstaden Unterföhring faldt jeg i snak med en far, der spiste næsten lige så mange pandekager som sin syvårige søn Noah. De to rejste til München onsdag for at se gårsdagens kamp, ikke på stadion (alt var for længst udsolgt, og på sortbørsen kostede en billet let 1.000 euro), men på storskærm i den behagelige fanzone ude i Olympiapark.

Hvorfor? Fordi faren, Craig, har hørt den samme historie i snart 30 år: Ved EM i England i 1996 havde hans far mulighed for at tage ham, dengang ti år gammel, med på Villa Park i Birmingham til den første gruppekamp mod mægtige Holland (tænk Ajax’ Champions League-vindere fra 1995 plus Bergkamp). Men faren sprang i målet. For besværligt, de blev hjemme i Glasgow i stedet. Skotterne fik overraskende 0-0, og siden har fortællingen tjent som en opbyggelig opdragelses- og familietragedie, han ikke selv ønskede at gentage.

I det paneuropæiske EM i 2021, da Skotland sidst var med og endda husede flere kampe på Hampden Park, hærgede pandemien, og sønnen var for lille. Men i år skulle det være. Far og søn skal også se Skotland-Schweiz i fanzonen i Köln på onsdag.

Synd for dem, at deres landshold ikke har mere at byde på. Skotterne fik en alvorlig omgang tæsk.

Steve Clarkes mænd optrådte hasarderet med høj bagkæde og alle de dumme glidende tacklinger, som de lette tyskere bare hoppede over. Det, der har virket for skotterne de seneste par år – den korte afstand mellem bageste og forreste markspiller, forsøget på at spille kort langs græsset – blev udstillet af de langt bedre tyskere.

De flyttekasseformede McGinn, Adams, Ralston og Porteus (der blev smidt ud for en af EM-historiens værste stemplinger på stakkels Gündogan) lignede turister. Manchester United-profilen McTominay løb rundt som en hovedløs høne, der prøvede at fornemme, hvor slagter Toni Kroos nu var drysset hen.

Og så de kære værter. Der var jo før EM livlig debat om falsk 9er versus klassisk centerforward på det tyske landshold. Det viste sig at være helt ligegyldigt. Tyskerne bankede mål ind med begge typer. Faktisk var 5-1-sejren tysk rekord ved et EM.

Ja, landstræner Julian Nagelsmanns 60/30-ordning for Kai Havertz og Niclas Füllkrug ser ud til at være en nøgle til tysk succes. Havertz starter og gør i løbet af en time modstanderne møre med sine intelligente løb. Han er den senmoderne fodboldspiller par excellence: klog, polyvalent, evigt interesseret i nye muligheder.

Men efter en time er det tid til den koncentrerede kraft. Så kommer Füllkrug ind og demonstrerer den gammeldags centerforwards berettigelse. Hans hammer til 4-0 var en Gerd Müller værdig. Denne vekselvirkning mellem flair og no-nonsense kan vise sig at være guld værd for tyskerne.

Det er også på sin plads at fremhæve den unge Jamal Musiala, der lige nu indtager turneringens hot seat. Sikke et initiativ, sikke driblinger!

En så overbevisende åbning må løfte humøret i hele værtsnationen?

Torsdag, dagen før åbningskampen, mente kun syv procent af tyskerne i en meningsmåling i dagbladet Die Welt, at Nationalelf kan vinde EM. Her til morgen skriver München-tabloidavisen TZ hen over forsiden med enorme typer om »5-1-Gala« og »Fussball-Fieber«.

I dag venter et brag i Gruppe B: Spanien mod Kroatien. Vi kan få interessante pejlinger af to af de forventet stærkeste udfordrere til de absolutte favoritter.

Ja, et EM starter som bekendt tre gange: værtens åbningskamp, premieren for ens eget landshold og den første regulære Knaller, som tyskerne siger. En sådan er EM-klassikeren Spanien-Kroatien, som jeg er glad for at skulle se på Olympiastadion i Berlin.

Det er fjerde europamesterskab i træk, at de mødes. Mange husker spaniernes 5-3-sejr i Parken i 2021, og de to hold skaber oftest et fyrværkeri: 22 mål og et hav af kort i de seneste fem møder (siden 2016).

Spaniens vej er vanskelig at forudsige. Så meget talent – Pedri! Fermín López! Ferran Torres! Nico Williams! Yamal! – men er det et nummer for tidligt? Rodri, verdens bedste vicevært, kan godt få travlt med at skabe sammenhæng på banens midte.

Kroaterne må man aldrig afskrive, selvom meget afhænger af målmand Livakovic, ikke mindst i de straffesparkskonkurrencer, de altid havner i. Kovacic, Brozovic, Kramaric, Vida og fantastiske Perisic har for længst rundet de 30. Modric er stadig et geni og er bygget til disse kampe, men han er altså blevet 38 og har mistet sin stamplads i Real Madrid – hvilket dog kan vise sig at være en fordel under EM i form af friskere ben. Kan unge Gvardiol, Sutalo, Sucic og Stanisic hjælpe det aldrende kavaleri?

Men først og fremmest ser vi frem til i morgen, søndag, hvor Danmark møder Slovenien klokken 18 i Stuttgart. Du er på vej dertil?

Jeg er altid på vej! Først Berlin og i morgen tidlig Stuttgart, hvor vi må håbe, at banen er bedre end i Freudenstadt. Al den snak om dårligt græs i den danske lejr er en rød-hvid klassiker grundlagt i Mexicos tynde luft i 1986. Selv elementerne er mod os, men vi har hinanden og vores medfødte evne til brok. I går udtalte Sloveniens højreback, Petar Stojanovic, at faciliteterne i Tyskland er de bedste, han nogensinde har oplevet. Sådan kan man også angribe et EM.

Jeg synes dog, der er kommet opløftende signaler fra landsholdslejren. Jeg bed mærke i, at landstræner Kasper Hjulmand straks ved samlingen af truppen udtalte, at man havde lært af fiaskoen ved VM i Qatar. Han understregede, at det i Tyskland gælder om at være KLAR. Det var præcis dét, som ikke var tilfældet i Qatar. Jeg kunne også godt lide at se Hjulmand i DBU-træningsjakke og kasket under testkampene mod Sverige og Norge: beredskab, puls. Det er, som om de tager EM mere alvorligt?

Enig. Eller man kan måske også sige: Landsholdet tog Qatar for alvorligt. Alt det udenom – regnbuearmbindet, migrantarbejderne, DBUs presseshow – krøb ind i spillere og trænere. Det blev frygtelig krampagtigt, en fornemmelse, der aldrig helt forsvandt i EM-kvalen.

Sejrene over Sverige og Norge viste en anden og bedre iltning. Der var på ny smil og gejst. Men Danmark hjemme og Danmark ude er to forskellige ting. Vi er ikke længere en slutrundenation og har blot vundet seks af 19 VM- og EM-kampe på 20 år.

Når det er sagt, så vil alt andet end en sejr over de kompakte og kapable, men bestemt ikke skræmmende slovenere være en skuffelse og gøre det videre EM vanskeligt.

Norges landstræner, Ståle Solbakken, udtalte på sidelinjen efter testkampen på Brøndby Stadion, at der ikke skal meget til, før Danmark kan blande sig med de allerstærkeste mandskaber – på den anden side skal der efter Solbakkens opfattelse heller ikke så meget til, før Danmark ryger den anden vej. Det er vel netop denne nervepirrende balance, der gør, at vi som dansk publikum på én gang er fyldt med ængstelse og forhåbning?

Ja! Og i bredere forstand: Det er det, som gør, at alle deltagende lande håber og ængstes. Et eksempel: Taber de franske favoritter i ottendedelsfinalen, måske endda knebent efter straffespark – som mod Schweiz i 2021 – har turneringen været en fiasko. Uanset om de måtte have spillet som guder i gruppekampene.

Det samme med Danmark. Går vi videre som toer med, lad os sige, en sejr, et nederlag og en uafgjort, ja så står og falder vores EM med én kamp, en ottendedelsfinale, formentlig mod Tyskland. Taber vi den, har det været en hæderlig slutrunde a la 2002, 2004 og 2018. Vinder vi, står vi pludselig midt i en uforglemmelig sommer a la 1992, 1998 og 2021. På den knivsæg findes slutrundens fascinationskraft.

Gruppe A:

Kl. 15.00 Ungarn – Schweiz i Köln. Vises på TV 2 Sport X.

Gruppe B:

Kl. 18.00 Spanien – Kroatien i Berlin. Vises på TV 2 Sport X.

Kl. 21.00 Italien – Albanien i Dortmund. Vises på DR1.