I årtier har der været stor opmærksomhed på den kritiske tilstand som naturen, herunder livet på Jorden – biodiversiteten – befinder sig i. Rødlisterne har længe glødet af arter, som er forsvundet eller nedbragt til kritiske niveauer.

Men det er ikke kun antallet af særlige arter, også mængden af individer er under hårdt pres. Det gælder ikke mindst for insekterne, klodens artsrigeste dyregruppe. De tæller omkring halvdelen af alle de knap to millioner arter, som videnskaben hidtil har registreret og beskrevet. Cirka to procent eller omkring 18.000 af disse arter er også fundet i Danmark.