Anmeldelse. Det er ikke nemt at få skovlen under Tal R. Pernille Albrethsen gør et særdeles fint forsøg i ny bog.
Ind og ud af ironien
Fem unge mænd myldrer ind i frisørsalonen. Deres bevægelser er barnlige, de ligner en flok fjollede kattekillinger, og mindst to af dem har ternede skjorter på. Det amerikanske band Pavement havde et hit i 1994 med sangen »Cut Your Hair« med en tidstypisk metatekst, som kritiserede musikbranchen. Man skal klippe sit hår på en smart måde for at få en musikkarriere. Det er vigtigt at have et look, eller det synes Pavement selvsagt ikke, som »bare er sig selv« i deres ternede skjorter. Sangen er festlig og uprætentiøs, og når sangskriver Stephen Malkmus på en vrængende måde synger »career career«, er der ingen af os, som ved, om han egentlig synger om landet Korea. Pavement skulle bestemt ikke have en karriere, de skulle ikke tilpasse sig.
Den uprætentiøse 90er-ånd hersker også i Tal Rs tidlige malerier. Som han forklarer til Pernille Albrethsen, synes man på Kunstakademiet på det tidspunkt, at maleriet var ekstremt uncool og gammeldags. Det handlede snarere om videokunst, som kunne opfange det hverdagslige og trivielle. Maleriet var for kunsthistorisk tungt at danse med, det var en højværdig tradition, og det var traditionen, man bekæmpede i små alternative gallerier.
Del: