Midtlivskriseportræt. Fleishman is in Trouble er en hårdtslående og bittersød skilsmissefortælling om ikke at kunne se ud over sin egen næsetip – og den rammer den tunnelsynede forbitrelse på kornet.
I livskrisen ser vi kun os selv
Hvorfor er det så svært at se hinandens problemer i livets krisetider? I den bitterhumoristiske midtlivskriseminiserie baseret på Taffy Brodesser-Akners roman fra 2019, Fleishman is in Trouble, forhandler alle om mig-tid. Her skildres voksenlivets venskaber, udtrådte ægteskaber og braste borgerlige drømme med lige dele humor og empati – og med et stjernespækket hold af skuespillere, der blandt andre tæller suveræne Claire Danes og Lizzy Caplan.
Men først et resumé: 41-årige Toby Fleishman (Jesse Eisenberg) er for nylig blevet skilt fra den evigt aspirerende og kølige karrierekvinde Rachel. Efter 14 års ægteskab, hvor han med bitter og moralsk overlegen tøffelhelteenergi har holdt familien samlet, mens hun har faret rundt for at gøre karriere og finde plads i Manhattans øvre klasselag (som han selvfølgelig foragter), er han nu fri til at gå på opdagelse i det moderne singlelivs glæder. Den nye hverdag står på uforpligtende sex med smukke kvinder og gensyn med de genfundne ungdomsvenner Libby og Seth. Eller det gjorde den, indtil Rachel afleverer børnene en hel dag for tidligt og så forsvinder – i ugevis. Hvis han selv skulle sige det – og det gør han ved flere lejligheder – har Toby været igennem en del, nu hvor han oven i en mulig forfremmelse skal jonglere med to skuffede børn på 9 og 11 fuldtids og et tidskrævende, prestigeløst lægejob.
Del: