Hvor mågerne vender 

I år har Grønnegårdsteatret taget sine forholdsregler. Sidste år blev forestillingen i Odd Fellow Palæets indergård chikaneret af mågeflokke, der heftigt blandede sig i opførelsen af Molières komedie Den gerrige. Her bestred Karen-Lise Mynster på formidabel vis titelrollen som det mandlige fabeldyr Harpagon, som forblev gribende uskyldig i sit ufattelige gnieri. Mågerne blev undervejs inddraget med friske improvisationer fra de veltrimmede skuespillere, men med Oscar Wildes komedie En ideel ægtemand har teaterchefen Steen Stig Lommer nu garderet sig mod plagsomt fjerkræ og ved hjælp fra en professionel falkoner fået indlogeret skræmmende jagtfalke på nabotagene, så mågerne klogt nok fortrækker. Ved matinéforestillingen sidste lørdag hørtes under den blå himmel kun et enkelt fjernt mågeskrig. Til gengæld koglede det livsaligt fra en fjern udendørs fest, netop så æterisk, at det måske i virkeligheden var en lydkulisse, der på drilsk vis kan forestille et veldædigt London lige udenfor.

Med udsøgt diktion gebærder aldeles vidunderlige skuespillere sig gennem Oscar Wildes knivskarpsindige farce fra 1895, om det respektable par Sir Robert og Lady Gertrude Chiltern, som bliver ilde stedt på det øverste samfundslags glidebane. Det er den intrigante Mrs. Cheveley, der starter lavinen, da hun kommer i besiddelse af et brev, der afslører, at Sir Robert har været lobbyist for et håbløst projekt om at overhale Panama-kanalen med en Argentina-kanal eller noget lignende. Højstemt vrøvl er det i al fald. Kender man ikke stykket, er det yderst tilfredsstillende, da denne Mrs. Cheveley senere bliver kvalt og ligger lig uænset af de øvrige medvirkende. Det kan hun roligt gøre, for det er instruktøren Niels Erling, der har slået hende ihjel. Hos Oscar Wilde er denne hyæne blot ikke med i sidste akt. Nuvel, kan man i klassisk fastnaglede stykker sådan skille sig af med besværlige figurer? Hvad med at skyde løjtnant von Buddinge i Hostrups komedie Genboerne en kugle for panden og få fred?