Kulturnote. Et tysk magasin har fundet frem til Adolf Hitlers recepter gennem ni år. Disse bød på blandt andet stryknin, metamfetamin og tarmbakterier fra dyr.
Hitler åd rottegift
Onlinemagasinet The Collector har set nærmere på Adolf Hitlers helbredstilstand og ikke mindst på den medicin, han blev ordineret af lægen Theodor Morell fra 1936 til 1944, da lægen faldt i unåde og blev afskediget.
Når Hitler havde maveonde, behandlede lægen ham med sin patentmedicin, »Mutaflor«, som angiveligt skulle have indeholdt bulgarske tarmbakterier fra dyr »af den mest livskraftige stamme«.
Viste Hitler tegn på forkølelse, ordinerede Morell ham »Doktor Kösters Antigas-Tabletten«, som bestod af den giftige urt galnebær (belladonna) og nervemedicinen og rottegiften stryknin. Og fra 1943 fik Hitler dagligt »Vitamultin« – en mikstur, der bestod af koffein og metamfetamin.
Hitlers begejstring for Morell blev ikke delt af andre topnazister som Heinrich Himmler og Hermann Göring, der kaldte lægen for en charlatan, og den britiske historiker Hugh Trevor-Roper har karakteriseret Hitlers livlæge således:

»En fed, gammel mand, slesk, dårligt formuleret og med en personlig hygiejne som et svin (…) ufatteligt, hvordan en mand så totalt blottet for selvrespekt overhovedet kunne blive udvalgt som personlig læge af nogen, der havde bare den mindste mulighed for selv at vælge.«
Ifølge The Collector led Hitler desuden af hypokondri, Parkinsons syge og formentlig også syfilis. Hertil kommer følgevirkningerne af Morells tvivlsomme medicinering. Morell døde selv i 1948, tre år efter sin berygtede patient.
Del:

