Nekrolog. Povl Dissing er død, 84 år gammel. Han havde en lang og alsidig karriere. Først jazzen, siden folke- og rockmusikken, før samarbejdet med digteren Benny Andersen i 1973 gjorde ham til folkeeje.
Han krængede sin sjæl ud
Det er muligt, der findes én eller flere, der i tidens løb har truffet Povl Dissing, som har noget at sige ham på. Jeg har bare aldrig mødt nogen, der havde andet end pæne ord tilovers for manden. Jeg havde selv den fornøjelse at tilbringe et par dage i hans selskab i 2013, hvor vi lavede en portrætsamtale om hans karriere til DR K, som den nu nedlagte kanal hed. Det var simpelthen så hamrende hyggeligt, at filmholdet ikke ville hjem, når arbejdsdagen var ovre. Næ, de ville hellere tilbringe lidt mere tid i Povl Dissings behagelige, morsomme og intelligente selskab, for han var en hjertets gentleman og stressede aldrig, så alt foregik i det behageligste tempo.
Han var naturligvis meget mere end et fortryllende menneske – først og sidst var han en fuldstændig unik og uefterlignelig sanger, som satte kraftigt aftryk på enhver sang, han fortolkede. Dissing besad en stemme, lytteren blev nødt til at tage stilling til, og fik den mange til at juble, var der altså også dem, som væmmedes, for der var tale om antitesen til skønsang.
Del: