Medskabninger. Gunda handler om menneskers forhold til dyr. Det er ikke grøn propaganda. Men langsom og levende filmkunst.

Grisens blik

Der er mange måder at lave miljøfilm på. Man kan fylde fladen med statistik og formaning. Det gør de fleste klimafilm. Man kan lovprise skønheden i ubalancen – som Terrence Malick gør i den kitschede Voyage of Time: Life’s Journey (2016). Man kan vise vandet i alle dets former og på den måde skrive et stort billeddigt. Det gjorde russeren Viktor Kossakovsky i den majestætiske Aquarela (2018).

I Gunda vil han (tror jeg) tale om dyrevelfærd og respekt. Det gør han ikke ved at skildre, hvor skammeligt dyr bliver behandlet. Han gør det igen ved at vise naturen, men nu er der ingen fanfarer. Vi er ikke Jorden rundt i visionær form. Soen Gunda bor på en gård. Hun føder sine grislinger i filmens første lange indstilling. Der er ingen fortæller, ingen musik. Beskæringen viser en stalddør. Én efter én snubler ungerne ud.

bogj
(f. 1955) er digter og cand.phil. i engelsk. Har skrevet om film, musik og litteratur for Weekendavisen siden 1981. Debuterede samme år som forfatter og har skrevet 40 bøger i snart sagt alle genrer, senest En kugle af liv (2019). Har bl.a. modtaget Kritikerprisen og Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat. Læs mere på bogreenjensen.dk og blog.bogreenjensen.dk.

Andre læser også