GREASE

Denne sommer kan vi fejre en fyrre år gammel film, der i forvejen hylder fortiden. Grease er triple-nostalgi: nostalgisk nostalgi med ekstra meget nostalgi på toppen.

I dag er retrokulturen helt integreret i forbrugskulturen, og ’vintage’ formidlet gennem serier, film, musik, mode og design er blevet vores foretrukne måde at forholde os til fortiden på. Vores kultur er ’fuldkommen besat af at gå på strandhugst i fortiden’, som den britiske kulturskribent Simon Reynolds har sagt.

Der er ingen tegn på, at den stadige strøm af opsamlingsalbums, gendannelser, bokssæt, rockmuseer, biografier og jubilæumsudgivelser er ved at tørre ud, vi står i kulturhistorie til op over begge ører. Små apparater i vores bukselommer stiller et gigantisk arkiv til rådighed som en gratis buffet uden mætningspunkt.

Fortiden pressede sig ikke nær så meget på dengang den 16. juni 1978, da Grease havde amerikansk premiere. Vi kender alt for godt den campede og tegneserieagtigt forvoksede teenagefantasi om romancen mellem søde Sandy og slemme Danny på Rydell High i 1959.

Men filmen lå ikke færdigpakket, hand-jivende og milkshakeslubrende klar til instruktøren Randal Kleiser i 1978. Den var oprindelig en Broadwaymusical og før det endda et mindre udfoldet teaterstykke i Chicago.

Jeg var selv et stort barn, da Grease en søndag eftermiddag i begyndelsen af 90erne gjorde sin entré i mit liv via fjernsynet. Det pastelfarvede univers om en fiktiv fortid, hvor man åbenbart kunne spise ice cream sundaes til frokost og gå med tylsskørt hver dag, er som skræddersyet til 12-årige piger. En af mine klassekammerater havde en periode på mindst et år, hvor hun helt rutinemæssigt satte det godt slidte VHS-bånd på hver eneste dag efter skole. Vores klasselærer prikkede hul på tyggegummiboblen, da han påpegede, at samtlige medlemmer af Pink Ladies var mindst 30. De havde åbenbart alle sammen små rynker i øjenkrogen.

Grease er en snackfilm, der egner sig til at blive set og genset mange gange i træk. I Husets Biograf i København sidder trofaste fans klar hver måned med sølvpapir om håret, når Frankie Avalon stiger ned fra skyerne og råder rosahårede Frenchy til at droppe ud af kosmetikeruddannelsen.

Fortælletempoet er rapfodet. Replikkerne kan man i søvne. Kyske Sandy kommer ud fra badeværelset under pigegruppens pyjamasparty: »You makin’ fun of me, Riz?« Tårer på puden og smerte i hjertet. Den brægende, nasale klang på John Travoltas stemme, når han mindes »those summer niiiiiights«.

GREASE-FILMEN er et af de allertidligste eksempler på den senmoderne tendens, hvor popkulturen vendte sig om og så sig selv i spejlet. Men for at finde begyndelsen på retrokulturen skal vi endnu længere tilbage. Helt tilbage til et af ungdomsoprørets mest sagnomspundne begivenheder, nemlig Woodstock-festivalen i 1969.

Lige inden Jimi Hendrix stak ild på den amerikanske drøm med sin dekonstruerede »Star Spangled Banner«, optrådte et band, der ikke i samme grad er gået over i rockhistoriebøgerne. De indtog ikke scenen med utopier og oprørstrang, men med guldlamé og håbløst umoderne twistdans. Det var gruppen Sha Na Na, som opførte doo-wop-klassikeren »At The Hop« foran et publikum af stenede hippier. På det tidspunkt var nummeret kun ti år gammelt.

Sha Na Na bestod af en gruppe klassisk skolede musikere, som i slutningen af 60erne fandt på at klæde sig ud i blue jeans og anderumpe og optræde med rock’n’roll-hits fra deres teenageår. Det virker selvmodsigende, at en konservativ 50er-pastiche optrådte på en festival, der nu står som det ultimative symbol på ungdommens brud med forældregenerationens konformisme og seksualmoral. Men Sha Na Na ramte åbenbart et behov i tiden.

Indtil da havde kunsten og kulturen haft for travlt med at opfinde nye, vilde udtryk til at have tid til at kigge sig over skulderen. Men op gennem 1970erne bredte der sig en længsel efter at vende tilbage til de gode, gamle dage og den ’ægte’ rock og rul. Meget tyder på, at lige præcis 1973 var et vendepunkt, hvor popkulturen begyndte at spise sin egen fortid.

I 1973 bragte teenagefilmene American Graffiti og That’ll Be the Day brylcreme og læderjakker tilbage til biograflærrederne, og Elton John hittede med 50er-pastichen »Crocodile Rock«, der åbner med de tilbageskuende linjer: »I remember when rock was young.«

Det var også året, hvor The Carpenters udsendte »Yesterday Once More«. Sangen følger tankestrømmen hos et jeg, som genhører sin ungdoms popmusik i radioen. Hvert et sha-la-la og hvert et oh-oh-oh bringer bittersøde minder. »Those were such happy times and not so long ago/ How I wondered where they’d gone,« synger Karen Carpenter.

I 1973 indspillede John Lennon også albummet Rock ’n’ Roll med oldies-fortolkninger. De var ikke så old, at det gjorde noget. Ben E. Kings »Stand By Me« var dengang blot 12 år gammel.

Den enorme afstand fra Ben E. King til John Lennon er et tydeligt tegn på, at et fremtidschok havde gennemrystet kulturen: »Løb, kammerat, den gamle verden er efter dig,« lød et slogan fra maj ’68.

1950ER-NOSTALGIEN skyldtes, at rocken og dens udøvere havde eksisteret længe nok til at blive bevidste om sig selv og deres fortid. Et arkiv af stilarter, symboler, ikoner og myter, som var kommet på så lang historisk afstand, havde i den grad hobet sig op, at det var klar til at blive genopdaget og bearbejdet på ny.

Serier som Happy Days hyldede den tid, hvor den amerikanske ungdom talte babysprog: ’Sha-na-na’ og ’rama-lama-ding-dong’. Jukebokse, amerikanerbiler og strutskørter blev ahistoriske symboler, der rimede på halvtredserne.

En forestilling om en mere enkel og naiv tid, inden samtlige sociale, kulturelle og kønslige normer blev taget op til revision.

Pudsigt nok kom retrobølgen samtidig med oliekrisen og den generelle stagnation efter efterkrigstidens heftige økonomiske ekspansion. Det var, som om efterkrigstidens store fødselsårgange blev ramt af et Peter Pan-kompleks og desperat klyngede sig til deres opvækstsår. Vederstyggeligheder som den walisiske Elvis-imitator Shakin’ Stevens nød endda kommerciel succes langt op i 1980erne, hvor retrokulturen var vokset helt sammen med underholdningsindustrien.

Efter Grease har vores kultur slugt fortiden med stadig større appetit. Alle årtier siden har haft en fortidstvilling. 80erne havde 60erne, og 1990erne havde 1970erne. Forleden så jeg en ung kvinde, der gik klædt i højeste mode fra min gymnasietid i slutningen af 1990erne.

En række spørgsmål melder sig. Er det kun et spørgsmål om tid, før modebevidste kvinder begynder at gå i lavtaljede bukser og lader sig tatovere på lænden? Når vi til bunds i arkiverne, inden den sidste dråbe råolie bliver hevet op fra undergrunden? Og vil fortiden indhente os, inden vi får taget os sammen til at opfinde en ny fremtid?

Omvendt har Grease aldrig bekymret sig om at være historisk korrekt. Danse­konkurrencen til skoleballet er kalkeret over John Travoltas discotrin i Saturday Night Fever, som havde givet ham stjernestatus året forinden. Sjæleren »Hopelessly Devoted To You« minder mest af alt om den countrypop, Olivia Newton-John i 1970erne havde succes med i hjemlandet Australien. Nostalgi er ikke længere, hvad den har været.