Anmeldelse: Børnene fra Sølvgade. Dansk børnefilm er præget af ringe kvalitet, platte voksne og uhyggelig alvorsfortrængning. Måske Renée Toft Simonsens sans for børnemagt og -afmagt kan vende den synkende skude.
Fri os fra Lille Per-lykken
En støvregnfuld formiddag. Filmanmeldere, et par af os med et yngre skolebarn under armen, spredt rundtom på sæder i Dagmar Teatrets store sal. Hostebolsjer i lommen. Nu skal vi se årets danske familiefilm – Børnene fra Sølvgade med manuskript af den landskendte psykolog og børnebogsforfatter Renée Toft Simonsen. Filmen er baseret på det første bind af hendes bogserie om en børneflok på fire, hvis mor en dag stiger ud af sengen for at vinterbade og aldrig vender tilbage. Så forsøger de at overleve uden voksne.
Børnene fra Sølvgade er ikke bare en ny børnefilm. Den får spotlyset lige i hovedet. For den får premiere midt i en ophedet diskussion om – eller måske snarere kollektiv kritik af – hvor få film til børn der laves i Danmark, og hvor ringe eller middelmådige mange af dem er – særligt dem, der ikke er animerede.
Del: