Pornopolitik. Den danske regering vil i samarbejde med EU skærme børn og unge fra internetporno. Men kan de samtidig værne om privatlivets fred?
Forbudt for børn
»Børn og unge har med få klik adgang til skadeligt og ikkealderssvarende indhold,« lød det onsdag formiddag fra digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre på et samråd i Folketinget. »Det er en problemstilling, som kræver politisk handling, og her er aldersverifikation et vigtigt skridt for en bedre digital beskyttelse af børn,« meddelte ministeren, som havde selskab af erhvervsminister Morten Bødskov. Regeringens tiltag om alderskontrol blev første gang præsenteret på et pressemøde tilbage i juni. Her blev der efter anbefaling fra en ekspertgruppe varslet et kommende lovforslag, der blandt andet skulle skærme børn og unge fra internetpornografi. Ministrene var derfor indkaldt i samråd for at klargøre hensigterne med at indføre aldersverificering.
Men allerede tidligt onsdag morgen annoncerede regeringen, at man ville sætte de nationale planer om en lov »i bero« og i stedet »lægge pres« på EU-Kommissionen for en fælles løsning, som erhvervsminister Morten Bødskov formulerede det flere gange under samrådet. »Det haster med obligatorisk aldersverifikation på digitale tjenester,« stod der i den pressemeddelelse, som blev udsendt inden mødet.
Del: