For enden af tunnelen

Indledningsvis må jeg bekende kulør: The National er mit yndlingsband. Jeg har længe fulgt Ohio-orkestret, der fandt en åre på Sad Songs for Dirty Lovers (2003) og for alvor lod indholdet deri flyde smukt fra Alligator (2005) til Boxer (2007). Det egentlige gennembrud var High Violet (2010) og markerede med sange som »Terrible Love« og »Bloodbuzz Ohio« en kulmination på deres introspektive indiepoesi om at være voksen i en kompliceret verden. Desværre ventede der efterfølgende et antiklimaks med album som Sleep Well Beast (2017) og I Am Easy to Find (2019), som musikalsk og lyrisk mestendels træder vande.

Misforstå mig ikke: Selvom jeg ikke holder af alle værkerne, er jeg fortsat helhjertet fan af gruppen bestående af Matt Berninger (vokal og lyrik), tvillingebrødrene Aaron Dessner og Bryce Dessner (instrumentering, guitar, klaver, keyboard) og brødrene Scott Devendorf (bas) og Bryan Devendorf (trommer). »Verdens mest indflydelsesrige band,« som det for nylig blev kaldt i The Telegraph, er indbegrebet af farrock. Ledestjernen er en snøvlebrummende mand, som til tonerne af semiskramlet, men med tiden mere letpoleret indierock forsøger at indramme et forholds idiosynkrasier. »Let her treat you like a criminal/ So you can treat her like a priest,« synger han på »Cardinal Song« fra Sad Songs for Dirty Lovers. Den største fjende er frygten for at holde så hårdt fast om kærligheden, at den til sidst fordufter.