Michael Bundesen er død. Dermed forsvinder puf det sidste spinkle håb om, at Shu-bi-dua i en eller anden form en dag i fremtiden vil vågne op fra den søvn, orkestret blev lagt i med Bundesens to blodpropper i 2011.

For dem, der som jeg er født i eller omkring den generation, der bærer det noget særprægede prædikat Generation Jensen, er det en katastrofe. Det er som at miste en kær onkel, der har været der hele livet, ham den bamsede, man som barn kunne sidde på skødet af og aldrig følte sig tilovers eller i vejen for. Men også ham, der forsvandt lidt ud af billedet, da man blev ældre, fik børn og i nogle år troede, at man var spydspidsen af evolutionen og derfor afviste barn- og ungdommens muntre sange som nonsens, for nu var man voksen og havde ikke tid til pjat.