Remix. Diskussioner om nationalisme, globalisering og en mulig løsrivelse fra Danmark er det tankegods, de unge grønlandske kunstnere, der udstiller på Nordatlantens Brygge, har med i bagagen.
Etno-gotik
I år er det 40 år siden, Grønlands Hjemmestyre blev indført, og tiåret for selvstyret. Det markeres med en udstilling på Nordatlantens Brygge med fem grønlandske kunstnere, der er født mellem 1989 og 1992. De er altså født og vokset op i en periode med øget selvstændighed og diskussioner om nationalisme, globalisering og en mulig løsrivelse fra Danmark. Det er emner, der fylder i den grønlandske debat generelt, men absolut også i kunsten. De fem kunstnere, som er udvalgt og sat sammen af den lidt ældre kunstner Bolatta Silis-Høegh, kan i al fald alle betragtes som sådanne dobbelthedsforhandlere.
Mest bemærkelsesværdig – fordi hans værk rummer så mange facetter – er i mine øjne fotografen Inuuteq Storch (f. 1989). Han er uddannet fra fotoskolen Fatamorgana i København og International Center of Photography i New York og arbejder i både Sisimiut og København med foto- og videokunst, hvor han blander sine egne fotografier med fundne fotos. Han er ved at få godt skub i karrieren med udstillinger flere steder rundt i verden og sin anden fotobog på vej til august.
Del: