Et værk i flydende former

Jens Harald Quistgaard var aldrig bange for en krummelure eller en lækker kurve. Med Emilie Rygaard Raschs nye bog om hans værk i hænderne kan man for alvor værdsætte, hvordan hans lysestager i støbejern set side om side er som havplanter og skovbundsvækster, hvor labert hans mange design i træ bøjer og krummer sig, og hvor naturnær hans farveskala er på keramikken. Organisk er ordet. »En gren stikker ikke ud af et træ, den flyder ud af træet. Jeg kan lide, når mit værk også flyder,« meddelte Quistgaard selv i en amerikansk reklame for hans produkter fra 1961.

Den organiske kvalitet kendetegnede mange internationale designere i perioden mellem 1950 og 1980 – navne som Finn Juhl og Tapio Wirkkala melder sig straks – og tiltrak et stort publikum. Men påfaldende nok var det ikke en kvalitet, som havde høj status på det danske designparnas i samme periode. På trods af Quistgaards markante internationale succes tilhører han i Danmark en ganske udsøgt gruppe af designere fra midten af 1900-tallet, som blev holdt uden for inderkredsen af dansk design og set som »enspændere« – og som heller ikke har fået lov at fylde det store i dansk designhistorie.