Et umodigt år for dansk revy

Den danske revy er folkelig kulturarv, hvis noget er det. Den første en af slagsen blev opført nytårsaften, samme år som Grundloven blev underskrevet, i 1849, som en slags spottende og lystig lille skygge til det spæde folkestyre. Med rødder i varietéteatrets sammensatte form og commedia dell’artens gakkede magtkritik har tidens gang så slebet revyen til den nuværende form: Her skal man for alt i verden med hiv og sving, blinkende lys, visesang, sketchkomik, jazzhænder, glitterkostumer og konstante tænderblottende smil få sit publikum til at grine, men samtidig er det slet ikke dens primære opgave. Nej, sanseberuselsen har en slags eksistentiel overbygning, ligesom det gælder i hurlumhejhuset, en anden vigtig institution i forlystelsesparkerne. I disse bevægelige huse stavrer man ind helt ør og med sine candyflossfedtede fingre; man mister måske balancen, farer vild, men så, pludselig, inde i spejlkabinettet – i et stjålent, isnende glimt – konfronteres man måske endelig med det, der er inde bag ved hverdagens stramme tøjler. Med sit sande jeg. Revyen holder, sådan kunne man måske sige det, spejlet op foran os som nation, og det er det, der stadig skal kunne mærkes som efterklang i de store sale, når grinene dør ud: Sådan er vi danskere egentlig.

I 2025, hvor mange vurderer, at vi befinder os i den største udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig, er det spejl spændende. Det var i hvert fald det, jeg tænkte, da jeg satte mig på bageste række i cirkusteltet på Dyrehavsbakken med planer om efterfølgende at besøge pendanten i Tivoli.