Et spansk mareridt

Gennem min gymnasietid arbejdede jeg som tjener på en café. Jeg elskede det, og når jeg i weekenden tog hjem fra en fest klokken fem om morgenen, kunne jeg glæde mig til at stå tidligt op for at åbne biksen et par timer senere. Ja, jeg nød jobbet så meget, at jeg tilbød mine arbejdsgivere at arbejde gratis. En del af begejstringen skyldtes måske to af mine kolleger, der var kommet til Danmark fra solskinsøen Gran Canaria. Dreadlocks, mørke øjne og sublime til at lave mojosauce. Den ene talte ikke dansk, knap engelsk, og vi kommunikerede over Google Translate på mobilen. Gæt selv, om det gjorde ham mindre spændende.

De to spanske kolleger fortalte mig ofte om Gran Canaria. Det var som et eventyr, når de berettede om den insisterende sol, bølgerne, surferne, de uendelige mængder af drikkepenge og de imødekommende øboere. Med en forsikring om, at enhver skandinavisk pige med blot basale engelskkundskaber hurtigt kunne få både job og lejlighed, skulle der ikke meget mere til at overtale mig til afgang. På få uger fik jeg en god veninde overbevist om at tage med. Verden ligger for vores fødder, tror jeg, mit argument lød. Vi var netop blevet studenter.