Jeg har ventet i spænding på The Plot Against America. Det gør jeg altid, når en ny David Simon-produktion bliver bebudet. Da hans hovedværk The Wire kørte mellem 2002 og 2008, stod kritikerne i kø for at proklamere, at endelig var den her: Tv-serien var den nye samtidsroman. Det har altid slået mig som et dovent kritisk argument, men det var også, før man tog serieformatet alvorligt, så man blev nødt til at låne noget tyngde fra en af de kunstformer, der battede.

The Wire startede som en forholdsvis simpel historie om nogle pushere og de politibetjente, der forsøgte at optrevle deres kriminelle organisation i den mellemstore amerikanske by Baltimore, men udvidede så fra sæson til sæson sin linse og handlede pludselig om boligpolitik, fagforeninger, skolesystemet og pressen. The Wire var sober som en peer reviewed afhandling, men samtidig også bare så barsk, rørende og sjov. Og det er mig stadig en gåde, hvordan der kunne komme så meget veloplagt drama ud af de manglende overtidsbevillinger i politisystemet, som det var tilfældet i sæson fem.