Mandag aften uddeltes fodboldens fineste individuelle hæder, Ballon d’Or, ved en storstilet galla i operahuset Théâtre du Châtelet i Paris' første arrondissement. Et frem for alt pudsigt arrangement, hvor fodboldspillere af han- og hunkøn får lov at lege filmstjerner for en aften. I dag er de tilbage på træningsbanen i sved, shorts og knæstrømper. For klodens bedst betalte lønmodtagere er der altid en ny kamp om få dage.

Der blev i løbet af showet uddelt en håndfuld mindre priser (til mændene). Real Madrids Thibaut Courtois blev kåret som årets målmand, og FC Barcelonas Gavi fik Kopa-trofæet som bedste unge spiller. Liverpools (og siden FC Bayern Münchens) Sadio Mané modtog Sócrates-prisen, der gives for en særlig humanitær indsats: Mané donerede sidste år 685.000 dollar til opførelsen af et hospital i fødebyen Bambali i Senegal.