EM – dag 28. Kun de færreste er underholdt, men sagen er klar: De engelske berømtheder har spillet sig i endnu en EM-finale.
Engelsk lukketid
DORTMUND – Tillad mig først at lette på skidtspanden, det ildelugtende indhold har hobet sig op: England ankom til EM med en af turneringens to-tre bedste trupper, spækket med talent og klasse. Absolut topnavne fra Manchester City, Arsenal, Bayern München og Real Madrid. Og hvad har de leveret? Hvilket aftryk har de sat? Hvad vil vi huske dette engelske landshold for?
Én sejr og to mål i EMs svageste gruppe efterfulgt af en sejr over Slovakiet i forlænget spilletid, en straffesparkssejr over Schweiz og så gårsdagens tillægstidssejr på 2-1 over Holland, der ellers var bedst i anden halvleg. Selvom englænderne endte i den nemmere halvdel af knockoutfasen, har de været bagud i både ottendedels-, kvart- og semifinalen. Fire af fem engelske mål efter gruppespillet er scoret efter det 80. spilleminut.
Del: