Søndagens 2-3-nederlag på udebane mod Kasakhstan er et pinligt lavpunkt i nyere dansk landsholdshistorie.
Danskerne førte 2-0 indtil det 73. spilleminut, men faldt herefter brutalt fra hinanden. Og kasakherne, der indtager en øjeblikkelig 115.-plads på FIFAs verdensrangliste bag Mozambique og Namibia, kunne takket være dommerhjælp, et once in a lifetime-hug og dansk sløseri sikre sig det største resultat i landets historie.
Kasakhstan! En nation, der aldrig har medvirket ved VM, EM eller De Asiatiske Mesterskaber; der i 2021 tabte 0-8 til Frankrig og 0-4 til Nordmakedonien; og som siden selvstændigheden i 1992 kun har besejret én anden vesteuropæisk nation (foruden miniputterne fra San Marino, Andorra og Færøerne): Skotland i 2019.
FIFA har siden december 1992 ajourført en månedlig rangliste over alle verdens fodboldspillende lande. I de godt 30 år har Danmark kun én gang tabt til en tilsvarende lavt placeret nation. Det var i august 1997, da det blev til et 0-3-nederlag i Bosnien, dengang også rangeret som nummer 115.
Det er næsten ikke til at fatte. VM var vitterlig ikke bare et dramatisk styrt på et porøst underlag. Ikke bare en sportslig nedtur som konsekvens af virakken om Qatar, menneskerettigheder, kritisk dialog og regnbuearmbind. Det her stikker dybere, det her er en institutionel krise.
Mod Finland formåede den fænomenale Rasmus Højlund – 20 år, 191 centimeter og kommende verdensnavn – at skjule sine holdkammerater og sin landstræners idéforladthed. Med tre scoringer blev han den yngste hattrickhelt på det danske landshold siden Michael Laudrup i 1983.
Mod Kasakhstan scorede han endnu to, men denne gang var det ikke nok. Efter kampen forsøgte TV 2 at få et interview med Højlund nede på banen, men den unge angriber blev tilbageholdt af anfører Simon Kjær, der vurderede, at holdkammeraten var for oprevet til at tale med pressen. En uhyggelig demonstration af den omklamrende apati, der kendetegner dette mandskab, og som man må håbe ikke smitter af på Højlund. For oprevet!? Come on.
Mod både finnerne og kasakherne spillede det danske landshold uden nerve. Den flegmatiske mentalitet, man ikke måtte nævne efter kollapset i Qatar, kritiserer landstræner Kasper Hjulmand nu selv efter søndagens selvudstilling. Det er trods alt noget.
Der går således en lige linje fra Christian Eriksens ringeagtende fnys i mødet med den springtacklende Aïssa Laïdouni i VM-åbningskampen mod Tunesien over det bovlamme exit mod Australien otte dage senere til gårsdagens totale sammenbrud i anden halvleg mod Kasakhstan.
Der er noget helt galt med det nuværende herrelandshold. Men hvad? Gejsten, den indbyrdes forståelse, sammenholdet og spillemodet, ja, eventyrlysten, der førte holdet i EM-semifinalen for bare 628 dage siden, er fuldkommen borte. Det fodboldhold, der i 40 år har stået som dansk sports naturlige samlings- og referencepunkt, er ikke længere til at kende.
»Det handler ikke om 4-3-3 eller 7-9-13. Det handler om en mentalitet, man skal have på et fodboldhold,« sagde Hjulmand efter nederlaget i Astana.
Dette er naturligvis både en indrømmelse og en undskyldning. Manden, der om nogen har været med til at teoretisere den hjemlige trænergerning både på og uden for banen, ser nu, at det væsentligste i spillet stadig er spillernes mindset, deres tilgang og spændingsniveau. Deres personlighed.
Men i hvad der også kunne ligne en ansvarsfraskrivelse, må vi håbe, at Hjulmand husker på, hvem der jo er hovedansvarlig for, at spillere som Pierre-Emile Højbjerg, Philip Billing, Mathias Jensen og Christian Nørgaard, der spiller fremragende på klubplan, virker urolige og/eller tamme i rødt og hvidt.
Kollapset mod Kasakhstan er et af de største kiks i dansk landsholdshistorie, også større end Åge Hareides landsholds 0-1-nederlag til Montenegro (105 på verdensranglisten) i Parken i efteråret 2016. Vi skal således helt tilbage til de to kampe i 2013, der kom til at definere Morten Olsens sidste triste tid som landstræner, for at finde en tilsvarende elendighed: 0-4 hjemme mod Armenien (89), 0-3 ude mod Makedonien (80).
Vi kan godt blive ved med at fortælle os selv, at det bare var en tam indsats mod et hårdt kæmpende tunesisk landshold; en uforståelig anden halvleg mod Australien; »ni dage i Qatar«; 17 fatale minutter i Kasakhstan; at kunstgræsbanen i Astana da vist var urimelig tør; og at hjemmeholdet aldrig skulle have haft det straffespark. Men tilbage står, at dette landshold er det skrøbeligste i mere end 30 år.
Ikke siden slutningen af 1980erne og de første par årgange af 1990erne – i de nervøse dage mellem den store Mexico-ånd og EM-titlen, da det pludselig var op til folk som Ulrik Moseby, Bjørn Kristensen og John Larsen at tage over efter Morten Olsen, Søren Lerby og Preben Elkjær – har det danske hold været mere sårbart. Vi kan tabe til alle.
De seneste ni landskampe har budt på fem nederlag og bare tre sejre. De næste to landskampe er EM-kvalifikationsopgørene mod Nordirland i Parken og Slovenien i Ljubljana. Det er der både alt for lang og alt for kort tid til.
