Grundstof. Virginia Postrel genfortæller verdenshistorien med udgangpunkt i tekstilerne. Retfærdigvis og på tide!
En blødere historie om civilisation
Den tiårige Niccoló Machiavelli blev i 1479 sendt i en progressiv skole, hvor børnene ud over læsning og skrivning også lærte noget så smart som arabertal og kalkulationer på papir frem for med kugleramme. Mange af de øvelser, han skulle løse, var som denne: »20 bracchia (1 bracchia er 0,7 meter, red.) stof er 3 lire værd og 42 pund peber er 5 lire værd. Hvor meget peber svarer til 50 bracchia stof?« Ruller af stof optræder i praktisk taget alle disse hjernevridende øvelser, og det afspejler, hvor vigtigt det var i den voksende italienske renæssanceøkonomi at kunne regne frem og tilbage i andre varers værdier med udgangpunkt i – ruller af stof. Stof fungerede som en valuta. Ruller af uld og silke havde faste mål og kvalitetskrav og blev udvekslet frem og tilbage og over grænser som betaling. Den senere dunkle læremester i magtmanipulation var uden selv at vide det en del af et matematisk boom, hvor Leonardo Fibonaccis aritmetik fra 1200-tallet for alvor kom i daglig brug blandt handelsfolk. Det var så meget smartere at have udregningerne nedfældet på papir med arabertal, og inden længe udviklede dobbeltbogholderiet sig også.
Tekstiler og matematik deler en fælles historie i denne periode, lærer man i Virginia Postrels erkendelsesspækkede og velskrevne værk The Fabric of Civilisation, der i det hele taget er et lystigt bombardement med stofkugler fra verdenshistorien og intet mindre end en væsentlig omskrivning af den materielle, økonomiske og teknologiske historie. Ikke bare blev den moderne aritmetik knæsat blandt handelsfolk, der havde tekstiler som primær vare. Inden længe udtænkte man også nye smarte teknologier til at handle med stoffer hen over landegrænser og på tværs af de enkelte regioners møntfødder: En stofindkøber i Paris kunne sende en kurér med et værdibrev til en mellemmand i London, som derefter vekslede det til den florentinske sælgers møntfod og sendte en kurér til ham. Hvorefter sælgeren leverede en større ordre af tekstiler direkte til Paris.
Del: