Der er en tendens i tiden, det har vist sig svært at sætte ord på. Det er den tendens, at mange mennesker, i stedet for at argumentere imod dem, de mener tager fejl, søger helt at lukke munden på dem. Det kan tage mange former. Vi har længe kendt det i akademia, især i den angelsaksiske verden. Sammenbidte studentergrupper protesterer imod lærere eller indbudte forelæsere og har ofte held til at få forelæsninger helt aflyst eller endda få folk fyret. Som argument kan man fremføre, at de pågældendes tilsyneladende legitime ideer i virkeligheden er »mikro-aggressioner«, der krænker bestemte grupper. For eksempel kan det være en »mikro-aggression« at sige, at man mener, den bedst kvalificerede skal have stillingen. I Danmark har vi haft bestemte udklædninger, man ikke må tage på til karneval, særlige sange, der ikke længere må synges, bestemte distinktioner, der ikke må bruges i undervisningen, og lignende. Vi har haft folk, der mener, at hvide ikke må udtale sig om sorte, mænd ikke om kvinder, ja, at man generelt kun må udtale sig om eller på vegne af sin egen gruppe (hvordan den så end bestemmes).

Hvordan skal man forstå disse tendenser? Det er både for vidtgående og irrelevant at trække nazikortet, som nogle kritikere har gjort. En mere nærliggende sammenligning er måske mccarthyismen i 50ernes USA, hvor enhver ytring i retning af social udligning eller velfærd kunne bringe én i mistanke for at have forbindelse til kommunistpartiet. Bare det at have en kommunist i sin vennekreds eller tilfældigt at have konverseret med én kunne være tilstrækkeligt til, at man kom i søgelyset og kunne risikere at miste sit job. Et par aktuelle sager kan illustrere nogle af de relevante mekanismer.