Niels Skousen møder mig i døren til sin Østerbro-lejlighed humpende på krykker. Han har brækket anklen, forklarer han, »på grund af et fjollet uheld«, siger han og ryster på hovedet, men dvæler ikke ved det. Hans seneste plade, den sjette siden comebacket i 2002, hedder Døgnet har 24 timer, og jeg ødelægger næppe den gode stemning ved at fastslå, at den er strålende, at niveauet er tårnhøjt, for ingen – og jeg mener ingen – skriver så meningsfyldte tekster på så formfuldendt et dansk som denne Skousen. At stemmen er blevet lidt rusten, tilfører pladen et klædeligt strejf af sprechgesang, hvilket kun sætter de knivskarpe ord yderligere i relief.

Aftalen var, at vi skulle tale rundt om hele værket, helt fra begyndelsen i de »glade« hippiedage med Skousen & Ingemann i de tidlige 1970ere. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Skousen viser sig endog særdeles svær at holde til emnet. Men så siger han til gengæld så meget andet interessant, så Deres udsendte villigt fulgte ham ud ad diverse tangenter. For Skousen er værd at følge, hvor end sproget fører ham hen.