I omkring en million danske haver står et drivhus – et væksthus med skelet af metal, plastik eller træ og ruder af glas eller klar plastik. Enkelte haver har en pompøs udgave med faste mure og mulighed for opvarmning, og måske ligefrem et orangeri med flerårige sydfrugtsbærere. Men langt de fleste har blot et almindeligt koldhus, der lige akkurat sniger sig ned under bygningsreglementets grænse på ti kvadratmeter.

Koldhuset kan ikke bruges til at overvintre sarte vækster i, men er snildt til vinteropbevaring af havemøbler, kasser, krukker og kar – og ikke mindst til sommerhalvårets dyrkning af mere eller mindre eksotiske frugter og grøntsager som tomater, agurker, auberginer, pebere, chilier og endda meloner – afgrøder, der ikke trives eller kun vanskeligt lader sig dyrke på friland i Danmark.