I den netop tilendebragte HBO-svampezombie-western The Last of Us besøger vores hovedperson Ellie på et tidspunkt et forladt stormagasin. Vi er 20 år efter katastrofen. I stormagasinets spillehal er der et skilt på disken: »Er tilbage om lidt« står der. Det er ganske enkelt, må man forstå, gået så stærkt, at medarbejderen det ene øjeblik troede, at han eller hun skulle et smut på toilettet, og det næste øjeblik var blevet en del af en zombiehær med noget, der lignede østershatte voksende ud af panden. En fin detalje. Og et godt eksempel på, hvad man kunne kalde katastrofegenrens obligatoriske pludselighed.

Det er også det, man skal læse ud af de evindelige biler forladt i køformation på motorvejen. Når det kommer til fortællinger om verdens ende, har vi ganske enkelt altid haft svært ved at tage den med ro: supervulkaner, asteroider, pandemier med svimlende høj dødelighed. Det er ligesom med at få det overstået en gang for alle.