Det der ikke kan fotograferes

Selvom sådan noget som virtual reality udbredes med stormskridt for tiden og i dag bruges til alt fra virtuel dating til afvænning af flyskræk, så er det stadig de færreste af os, der rent faktisk har prøvet det. Ikke desto mindre lever vi i stigende grad vores liv gennem skærme og de digitale virkelighedsoversættelser, de tilbyder os. Og den tilstand er kun blevet højnet med coronanedlukningerne. Vi holder møder på Zoom, måske med en palmestrand som baggrund i stedet for den rodede reol, man egentlig sidder foran. Og vi kan ikke vide os helt sikre på, hvem der egentlig lytter med på mødet. Vi følger med i andres – manipulerede ved vi godt – liv på Instagram og møder statsministeren, der vasker op i, hvad der ligner privaten, mens hun synger fællessang. Vores færden overvåges af smitteappen eller Google, og bare vi nævner ord som »paddleboard« eller »strikkegarn«, vælter det ind med reklamer for netop det i vores Facebook-feed. Selvom vi end ikke har søgt på det endnu.

I 1998 kunne vi i filmen The Truman Show gyse og føle med Jim Carrey, der uvidende levede i en kunstig, konstrueret verden. I dag taler mange, ikke bare »sølvpapirshattene«, men også videnskaben om, at de virtuelle og de fysiske verdener ikke længere kan adskilles klart, fordi de i stigende grader sammenflettes eller smelter sammen, »merger« med et engelsk udtryk. Det er lige præcist den tilstand eller fornemmelse, som det danske fotokollektiv »Sara, Peter & Tobias« har sat sig for at fotografere med deres nye fotobog, der simpelthen hedder The Merge, sammensmeltningen.