Apokalypsen er oftest klokkeklar. Det er altid noget med et ur og en viser, der snurrer afsted mod klokken 12, uden at vi kan stille meget op. Ét minut i midnat, den slags. I Mungo Parks Verdensherskerne er menneskehedens skæbne indlejret i et af halidrættens digitalure, der tæller ned fra 100.

På den nordsjællandske teaterscene findes dramaet dog ikke i den gysende nære fremtid, men i den fjerne fortid. Vi indleder således for 2,5 millioner år siden, da den opretgående Homo-slægt forlader de øvrige abemennesker og knogængere, mens slutpunktet er nutidens mange kriser (og ikke mindst krisebevidsthed), der jo i sig selv er et godt bud på dommedag.