Den inter­planetære matematik­konkurrence

Det bliver altid noget rod, når jeg skal genfortælle sci-fi-fortællinger. Men i tilfældet Foundation kan jeg forsvare mig med, at serien i sig selv er ret rodet. På godt og ondt. Seriefilmatiseringen af Isaac Asimovs bogserie (de udkom fra 1942-1950) af samme navn er en rumopera, der gerne vil tages mere alvorligt, end den kan bære. En fremtidsfortælling, der, som det ofte er tilfældet, handler mest om fortiden. Vi befinder os i en fjern, fjern fremtid: Robotternes tid er forbi, og årene, hvor mennesket kun beboede jorden, fortælles nu som myter og sagn. Vi følger den unge pige Gaal fra den oversvømmede planet Synax. Hun inviteres til galaksens hovedstad, Trantor, fordi hun har vundet noget så undseeligt som en matematikkonkurrence. Arrangøren er matematikprofessoren Hari Seldon, der, finder vi ud af, har udviklet sin egen vidensform ved navn psykohistorie: en matematisk formel, der kan forudsige ikke enkeltpersoners, men befolkningers skæbne. Og forudsigelserne er dystre: Imperiet, der har samlet galaksen under én leder, står for fald. Alle verdener vil gå under. Hvad skal den forfængelige kejser gøre ved den slags forudsigelser?

Scenerne minder til forveksling om den nutidige debat, hvor det er tydeligt, at politikerne finder videnskabens rapporter om den forestående klimakatastrofe ubelejlige. Men det bliver aldrig ren allegori. Seriens verdensopbygning er så taktil. Den er først og fremmest noget i sig selv. Gaal, Seldon og sidstnævntes kultiske følgerskare sendes til den fjerntliggende planet Terminus, hvor de skal bygge et fundament for en fremtidig civilisation, i det tilfælde at Seldon skulle have ret. Imens følger vi kejseren, hvis imperium knager, og som i øvrigt er tre personer i én. Igennem århundreder er den samme person blevet klonet igen og igen. Hele tiden findes der tre inkarnationer af ham: et barn kaldet Daggry, en voksen kaldet Dag og en ældre kaldet Tusmørke.