ARLES – Jeg har haft en fortløbende samtale med Bob Roll i næsten 15 år. Den startede, da vi mødtes tilfældigt på et pastelfarvet hotel tæt på 101-motorvejen, ikke så langt fra Santa Rosa i Californien. Ved noget, der formentlig var et uforklarligt lykketræf eller skrevet som en side fra et noir-agtigt filmmanuskript, havde jeg ugen inden fået en gammel flaske vin foræret i Los Angeles. Foræret af en samler med en dyb vinkælder gemt væk under en opulent villa i rigmandskvarteret Brentwood. Flasken var fransk, sjælden og fra midten af 1960erne, og jeg havde fået lov til at åbne den i receptionen på en ellers kedelig tirsdag aften i februar.

»Hvad fanden bilder du dig ind at sidde og drikke det der alene?«