På den yderste sydspids af det amerikanske kontinent levede i 1800-tallet et folk kaldet ildlænderne, omkring 10.000 på et område, dobbelt så stort som Danmark, bestående af øer og dybe fjorde. Et antal svarende til indbyggertallet her i landet i den tidlige stenalder. De fiskede og jagede havdyr fra barkbåde, der havde ildsted på en lerplade i bunden – deraf navnet, Ildlandet. De mange bål ude på havet fascinerede europæerne, og også dem inde på land, hvor bopladserne alarmerede hinanden med bauner om forekomsten af flokke af hvaler eller andre store havdyr.

Trods klimaet, der minder om Nordnorges, var de næsten nøgne, kun beskyttet af skind over skuldrene. De var inddelt i hovedstammer, som talte forskellige dialekter og ikke var hinanden særlig venligtsindede, heller ikke altid bopladserne imellem, men mange af dem mødtes dog årligt for at udveksle varer og historier og giftefærdige medlemmer. Darwin tog tre af dem med på »Beagle«, nu han var i gang med at indsamle mærkelige arter, og han fandt dem »venlige og civiliserede«.