Hvis De tror, at modern dance og streetdance altid er kedelige og ikke til at forstå, så kan De godt tro om igen! Stik lige i løbeskoene, og spæn ind og oplev Uppercut Danseteaters gæstespil Benched på Aveny-T, og få Dem en overraskelse af de fedeste.

Scenen slås meget enkelt an. Fem unge lømler slås med hinanden om pladsen på nogle bænkerader, der kan kures, drejes, tiltes og flyttes i stadig nye og overraskende konstellationer. Gruppedynamikken er ikke til at tage fejl af. Alle vil være med, ingen har lyst til at blive frosset ud, men kampen om placeringen og rollerne i hierarkiet går ikke stille af.