Knas. De to væsensforskellige danske ensembler Ganger og Søn forløser begge deres potentiale på vellykkede efterfølgere til sidste års løfterige debuter.

Bulletiner fra her og nu

Når et band bryder igennem med en sang, hvis tekst handler om stedfar, som har stjålet et tv, er det svært ikke at spidse øren. Vel at mærke hvis sangen holder vand. Det er heldigvis tilfældet med »Olympisk«, det nummer, som satte kvartetten Ganger på det musikalske danmarkskort sidste år. Efterfulgt af det overbevisende debutalbum Mørk var der tegn i sol og måne på, at en ny sherif var kommet til byen, for den blev ikke blot modtaget med en sjælden set begejstring i medierne, men også af et længselsfuldt lyttende publikum, som trængte til sange, der stak et par spadestik dybere end normalt.

Udtrykket var godt nok skævt, men melodisk finurligt og indbydende, produktionen var excentrisk, men også rytmisk fængende og opfindsom, og som lytter fulgte man villigt bandet på dets vej ind i nogle af sindets mørkere labyrinter. Gruppens tekstskriver, Thomas Bach Skaarup, fortalte i den forbindelse, at hans far var død af cancer kort forinden, og deres dysfunktionelle forhold derfor fyldte godt i et univers, som både udfordrede og æggede. Ved samme lejlighed annoncerede bandet, at Mørk var første del af en trilogi, som udsendes under fællestitlen Mørktropisk. Det hører med, at Ganger er et hundrede procent gør det selv-projekt, der står for hele processen selv, inklusive det til formålet grundlagte pladeselskab Yachtvej.

ubu232
er forfatter, digter, musikkritiker, foredragsholder, dj og sangskriver. Født 1956. Debuterede som digter i 1981, har siden skrevet 12 bøger, senest digtsamlingen "Personfølsomme oplysninger" om et kræftforløb. Derudover har Lynggaard udsendt flere cd'er med egen musik. Tilknyttet Dagbladet Information 1992-2017. Hver tirsdag er han sammen med kollegaen Henrik Queitsch vært på programmet "Rockhistorier" på heartbeats.dk.