Energiprisernes himmelflugt i kølvandet på Ukrainekrigen og energikrisen har fået efterspørgslen (og priserne) på brænde til at eksplodere. Der stod i forvejen i størrelsesordenen 750.000 brændeovne rundtomkring i danske hjem. Nu er der kommet flere til – og mere gang i dem, der allerede var her. Og disse klassiske varmekilder kræver foder, især i en krise- og vintertid.

»Brænde« blev i en periode det allermest søgte ord på Den Blå Avis, forlød det. Og her på egnen meldtes om seks kilometer lange køer af trailerfolk med deres kærrer (samt alle de sagesløse, der blot blev fanget i vrimlen), da det lokale savværk igen udbød tørt brænde. Andre steder gik folk på jagt efter paller og andet affaldstræ rundtomkring i containerne, ligesom sværme af tyveknægte rykkede ud i deres skumle kassevogne for at stjæle træ til egen forsyning og til en god forretning gennem videresalg til de desperate. Brændestakke blev plyndret, og læssevis af hegnspæle og stolper, der lå klar til brug i landskabet, blev neglet i nattens mulm og mørke.