En ven af mig fulgte som studerende Niels Bohrs forelæsninger. Bohr mærkede den unge matematikers passion for fysik, gav ham generøst af sin tid og opmærksomhed og talte ofte med ham efter undervisningen. Engang, da han mærkede min vens andægtighed, sagde han: »Otto, vi må huske, at naturvidenskaben kun beskæftiger sig med et ganske smalt udsnit af summen af menneskelig erfaring.«

I det statement hører man en videnskabsmand, hvis overblik og format er stort nok til at indrømme sin egen og fagets begrænsning.