En særlig purk, Elio, har mistet sine forældre og vil nu ikke spise noget, ikke lege med nogen, han taler sit eget sprog, »Elionesisk«, som ingen forstår, drømmer om liv i rummet og lægger sig på stranden med et dørslag som hjelm og venter med jernhård vilje på, at rumvæsnerne zoomer ham væk fra det fremmedgjorte liv på jorden.

Den travle moster – værgen – kan ikke nå ham, ikke læse ham, hun bladrer febrilsk i en bog om »dit særlige, åndfulde barn«, overvejer, om det er »søvnregression« eller måske »grænsesøgning«, der er nøglen, viser ham en side med glade, sure, angste, stressede emojis. »Hvilken af disse er du?« spørger hun. »Jeg ved det ikke,« svarer han, »men jeg tror, at det her er dig«, siger han og sætter sin finger på en svedhaglende orange »overvældet«-emoji.