Bo Green Jensen havde det hele

»Den har nu noget ...«

Det var en sætning, jeg tit hørte Bo Green Jensen sige, når vi forlod en presseforestilling i en af biograferne i København eller på filmfestivalen i Cannes. Jeg havde udtrykt min misfornøjelse med filmen, vi havde set, og så svarede Bo. Efter mange år med at se og tale om film sammen vidste han godt, at jeg ville reagere på hans ord, ikke sjældent med højlydt vantro, nogle gange med irritation, andre gange med en træt hovedrysten. Jeg var anderledes kategorisk end ham, når det kom til at anmelde en film, og han fik en vis fornøjelse ud af at drille mig.

Mange mennesker, der ikke kendte Bo, troede, at han var en alvorsmand. Det var han bestemt også, men han havde et glimt i øjet og et skævt smil og en sans for humor, som altid var til stede, når man var sammen med ham.

Når vi så gik gennem byen, enten mod vores respektive aviser eller mod den der isbar i en sidegade til Croisetten, hvor vi yndede at få en milkshake og en cookie, når vi i Cannes skulle tanke op til den næste film, udviklede det sig til diskussioner om alt muligt. Jeg prøvede at lade, som om jeg havde styr på alle referencerne, mens Bo demonstrerede, at det havde han. Han vidste tilsyneladende alt om en film, dens litterære forlæg, lydspor og instruktørens tidligere værker.

Jeg vidste bestemt også meget, men Bo tog mig gerne i skole på samme måde, som han tog sine læsere i skole; ikke ved at optræde bedrevidende eller arrogant, men ved at oplyse, fortælle og formidle med sprogligt overskud og nidkær interesse for de detaljer, man som dagbladskritiker ikke altid har tid eller plads til at dykke ned i. Jeg prøver at gøre det. Bo gjorde det altid, og det var en af mange grunde til, at han var så fantastisk at læse. En anden var hans formfuldendte, levende sprog – man kunne godt mærke, at han også var forfatter og digter.

SELV NÅR DET drejede sig om de film, Bo ikke skrev langt om – det var ikke mange, men det blev flere med årene, fordi pladsen blev mindre – sørgede han for at nærme sig dem fra så mange forskellige vinkler som muligt. Og når han skrev langt, var det som at få serveret et veltilberedt, ofte fremragende og endog meget nærende måltid. Bo var en vidende og blændende formidler.

Og så var han så uendeligt generøs, hvilket bringer mig tilbage til den sætning: »Den har nu noget ...« For det var selvfølgelig ikke noget, han kun sagde for at drille mig. Han mente det. Han havde en åben og nysgerrig måde at gå til filmkritikken på, og han lod altid tvivlen komme en film til gode. Han vendte og drejede den og sørgede for at bringe alle dens gode sider frem i lyset, inden han fældede sin dom – som heller ikke altid var så meget en dom, som det var en afvejning af godt og skidt og en gennemgang af kvaliteter, det (næsten) altid lykkedes ham at finde.

Indimellem savnede jeg, at Bo var lidt mere skrap eller kontant, men jeg elskede at læse hans anmeldelser, og jeg beundrede hans evne til at nå hele vejen rundt om et værk. Måske var det også det, der gjorde ham til en af sin tids allerbedste kulturkritikere. Han kendte til film, musik, litteratur og teater, og han trak på det hele, når han skrev.

FØRSTE GANG JEG havde en form for interaktion med Bo, var engang i begyndelsen af 1990erne. Jeg blev i 1993 hyret som redaktionel assistance på filmtidsskriftet Levende Billeder – i 1995 blev jeg redaktør, i 1997 gik bladet konkurs, og jeg begyndte på Information – og på et tidspunkt skulle jeg aflevere et eller andet til Bo på Weekendavisen. Han var ikke på sit kontor, fik jeg at vide, men jeg kunne bare lægge det, jeg havde med til ham, derinde.

»Han vil kunne mærke, at du har været der,« sagde en af hans kolleger til mig, inden jeg gik ind på kontoret. Det var meget ryddeligt, og alting lå og stod i snorlige rækker. Jeg kendte ham ikke dengang – heller ikke hans bøger – men jeg var benovet over at være på en rigtig avisredaktion og en rigtig journalist og kritikers sirlige kontor.

En anden gang, hvor jeg rent faktisk mødte Bo, var, da vi sammen skulle interviewe den amerikanske filminstruktør Walter Hill. Hill, der har lavet actionfilm som The Warriors (1979), 48 timer (1982) og En russer rydder op i Chicago (1988), var en machomand med et firskårent ansigt, goatee og store, muskuløse overarme. Sådan husker jeg ham i hvert fald. Han var i København for at promovere sin nye film, Last Man Standing (1996), der var en slags genindspilning af Sergio Leones En nævefuld dollars (1964), der igen var en slags genindspilning af Akira Kurosawas Yojimbo (1961). I modsætning til dem var det dog ikke nogen synderligt god film. (Bo mente nok, at den havde noget).

Vi har været et besynderligt trekløver: Mandemanden Hill, som virkede noget uimponeret; unge, shortsklædte, nervøse mig med hestehale og stort skæg; og så sortklædte Bo, der havde skrevet nogle meget lange og, syntes jeg dengang, vældig intellektuelle spørgsmål ned på sit papir. Spørgsmål, som han læste ordret op, mens Hill lyttede tålmodigt – og en smule overbærende. Men der kom et godt interview ud af det, og det var med sikkerhed ikke min skyld.

Siden blev Bo og jeg venner. Jeg kan tage (noget af) æren for, at han mødte sin tredje og sidste hustru, Frederikke Lett, og jeg har flere gange haft den store ære at optræde i hans Levned & Meninger-klummer i Weekendavisen. Vores venskab tog for alvor fart under filmfestivalen i Cannes, hvor jeg første gang deltog i 1998 – det store dogmeår med både Idioterne og Festen i hovedkonkurrencen. Vi begyndte at sidde sammen i biografen, altid på de samme gangpladser i venstre side af salen, på fjerde eller femte række. Der syntes vi begge, at vi så bedst.

Problemet var, at nogle meget højrøstede italienere havde udset sig de samme pladser, og det udviklede sig med årene til lidt af en strid med dem om, hvem der kom først. Jeg kan med en vis stolthed fortælle, at Bo og jeg som regel vandt. Til gengæld måtte vi finde os i at være omringet af fjender, der snakkede meget – på italiensk, hvorfor vi så kunne bagtale dem på dansk. Det hjalp, når vi fik lokket andre danske journalister ned til os – både Jacob Wendt Jensen og Per Juul Carlsen gjorde os selskab.

Når man år efter år deltager i den samme store, kaotiske filmfestival, har man brug for en overlevelsesstrategi og nogle rutiner, der med tiden bliver til traditioner, og de siddepladser blev vores. En anden tradition, vi fik gennem de cirka 20 år, vi deltog i festivalen sammen, var at se film i sideserien Cannes Classics. I den viser man restaurerede filmklassikere og dokumentarfilm om film, og det var noget, Bo og jeg begejstret brugte tid på. Vores kærlighed til filmhistorien blev næret, mens vi så film i selskab med skuespillere som Malcolm McDowell, Faye Dunaway og Gregory Peck og instruktører som Agnès Varda, Guillermo del Toro og Quentin Tarantino.

LIGESOM MIG var Bo samler. Det fandt jeg for alvor ud af, da vi første gang var i Paris sammen i begyndelsen af 00erne for at interviewe franske filminstruktører. Der findes en fransk organisation, Unifrance, som har til opgave at promovere franske film i udlandet. Hvert år inviterer de en flok journalister til Paris i en lille uge, og så får man ellers mulighed for at møde filmskabere og skuespillere fra franske film, som har premiere det næste års tid.

Bo og jeg var i mange år begge med til denne årlige seance, hvor vi boede og spiste godt – og hvor der kom mange interview med franskmænd og -kvinder i vores respektive aviser – og hvor vi så udstillinger og shoppede sammen. Blandt de udstillinger, jeg husker bedst, var én om Disney-tegnefilmenes inspiration af klassisk kunst, om superheltetegneseriens jødiske aner og om alt det, Georges Simenon skrev ud over sine Maigret-krimier. (Vi var også begge glade for krimier og især Sherlock Holmes, som vi dyrkede i Sherlock Holmes Klubben i Danmark).

Det var en fornøjelse at gå på udstilling med Bo. Han havde altid lige lidt ekstra viden, han kunne fylde på sin 16 år yngre kollega, og så endte vi altid med at tale om os selv, vores familier, børn, forældre, arbejde og de bøger, vi havde planer om eller allerede var i gang med at skrive. Og så gik vi i Fnac, denne franske kæde af vidunderforretninger, hvor man kan købe bøger, tegneserier, plader og film. Og det gjorde vi. Bo mere end mig.

Han skulle have det hele og gik rundt med sirligt håndskrevne lister over alt det, han manglede, forsvandt i lang tid og dukkede så op igen med en kæmpe stabel af cd’er og dvd’er, han skulle have med hjem. Der var næsten altid lidt Leonard Cohen, Bob Dylan og David Bowie imellem. Jeg købte også godt ind, men jeg kunne ikke følge med Bo. Mønstret gentog sig, når vi var i Cannes, hvor de også har en glimrende Fnac, og to gange om året rejste vi hjem fra Frankrig med utallige indkøb i kufferterne. Bo insisterede i øvrigt også på at tage alle daglige branchemagasiner og alt pressemateriale med hjem fra Cannes – det gjorde jeg også i nogle år – og det resulterede som regel i overvægt på mange kilo, som han skulle betale for i lufthavnen.

Da jeg i maj i år var til filmfestival i Cannes, gik jeg rundt i Fnac og kiggede på film og tegneserier og tænkte på vores fælles indkøbsture. Måske var det også derfor, at jeg endte med at købe så meget med hjem – det var en slags hyldest til Bo.

SIDSTE GANG jeg så Bo, var i december sidste år, på hans 70-års fødselsdag. Jeg havde længe gerne villet besøge ham, og nu lykkedes det endelig. Vi havde i månederne forinden kommunikeret via e-mail og sms, og jeg vidste godt, hvor syg han var. Og han vidste også godt selv, at det kun gik én vej. Det talte vi lidt om den dag, men ellers gik snakken på film, bøger og musik. Som sædvanlig. Bo, der mest sad i en stol på sit kontor i sit store hus i Snekkersten, viste mig et brev, han engang fik fra Leonard Cohen, og så fortalte han om de bøger, han lige havde oversat, og dem, han var i gang med at oversætte sammen med sin datter, Laura, og håbede, han kunne nå at blive færdig med.

Og så begyndte vi ellers at duellere på bokssæt med film. Det fik Bo op af stolen. Han tog mig med ind i sit filmværelse – et af flere – hvor han viste mig boksen med Michael Hanekes samlede værker, den med Lars von Triers og selvfølgelig den med Wes Andersons. Heldigvis havde jeg selv Trier- og Anderson-boksene, men ikke Haneke, hvilket jeg ikke fortalte ham – men siden har købt. Det skal ikke hedde sig. Det var den eneste form for sport, Bo og jeg dyrkede sammen: Hvem havde mest, hvem vidste mest. Som regel vandt han. Og det var (for det meste) okay.

Vreden over at være blevet fyret fra Weekendavisen, som Bo bar rundt på i de sidste år af sit liv – og som jeg talte en del med ham om – fyldte ikke meget den dag. Han forstod stadigvæk ikke, hvorfor han blev fyret, og da slet ikke måden, det skete på – det gjorde vi, der så til udefra, heller ikke. Men han syntes at have affundet sig med det, ligesom han havde affundet sig med sin sygdom. Bo kunne sagtens blive vred og brokke sig over det ene og det andet. Men han besad også en stoisk ro, som jeg beundrede.

For mig var Bo den cool ven, alle bør have i deres liv, og som man kan tale om hvad som helst med, og som hele tiden fortæller én ting, man ikke vidste i forvejen. Bo havde ikke bare noget. Han havde sgu det hele, og jeg lærte så meget af ham, både som skribent og menneske. Jeg savner ham som kulturkritiker, inspiration og ven – og selvfølgelig som våbenbroder i den indædte kamp mod de der italiani di merda i biografen i Cannes, især ham den halvskaldede med brillerne, som altid griner upassende højt og hånligt på de helt forkerte tidspunkter i filmene.

Christian Monggaard er filmredaktør på Dagbladet Information.

Læs også Peter Stein Larsens nekrolog over Bo Green Jensen: 80ernes melankolske prins.