Bløde kroppe i den hårde by

Asfaltballet er godt i gang, nu synger den iskolde vind,« sang Jomfru Ane Band i 1978 og fortsatte: »i den hjerteløse by bli’r alting stille kvalt.« Det handlede om den nye Planetbyen i Aalborg. To år efter var afsættet kampen om »Byggeren« på Nørrebro, som de beskrev som »dolkestød i en såret krop«, hvor magten gennembanker børnenes klatrestativ, mens overborgmester Weidekamp »sidder på lokum og tømmer sin tarm«: »Tag aldrig fejl af at penge var motivet, intet blev bygget af kærlighed til livet.« Det er lydsiden til min tidlige ungdom, og de rytmisk perfekt afleverede sætninger (der holder i dag, lyt eller genlyt!) rinder mig i hu helt af sig selv i mødet med E.B. Itsos nye udstilling i Fotografisk Center. Et par år efter snød bz’erne politiet så eftertrykkeligt, da de gravede en hemmelig tunnel under det besatte hus Allotria og var pist væk, da hundredvis af politifolk entrede huset en kold januardag i 1983. Jeg var ikke selv med, men vi jublede på afstand, og nogle år efter blev jeg selv genhuset i den nye rødklædte beton omkring Blågårds Plads efter en kort og knap så glorværdig beboerkamp et andet sted i byen.

Og det er her, Itsos udstilling begynder, ikke i fortiden, men »lige nu«, som et af værkerne lyder, på nutidens Sorte Firkant på Nørrebro og med en intervenerende, teatralsk generobring af både byrummet og historien om omgivelserne og bz-fortiden, hjulpet af nutidens unge, der færdes der i det daglige, lige nu. Kunstneren med kunstnernavnet E.B. Itso laver ofte en form for aktivistiske indgreb i byrummet. Man har kaldt det »intervenerende dokumentarisme«.