Den unge indiske kvinde på portrættet kigger mig direkte i øjnene. Hendes blik virker roligt, selvbevidst. Jeg hæfter mig ved hendes bare fødder, der bærer nogle avancerede sølvsmykker, som sikkert må være ret besværlige både at tage på og gå rundt med. Portrættet er optaget i Indien, men de tunge klunkemøbler og den hvide miniaturestatue på det tæppedraperede bord ved siden af hende virker meget europæiske.

Portrættet af den unge kvinde er taget af en ukendt fotograf et sted i Indien i 1870erne, men på trods af de næsten 150 år, der adskiller mig og den unge kvinde, fremstår hun utrolig levende, nærværende og nutidig, når jeg møder hendes øjne – på trods af det over­læssede europæisk-indiske interiør-mix. Og det er jo netop det, fotografiet kan, dengang som nu; sætte os i en direkte og nærværende kontakt med det fremmede og eksotiske.