Lil Miquela ser ud som den typiske internetkendis i 2018. Den 21-årige brasiliansk-amerikanske model og popmusiker har fyldige, matte læber og øjenbryn på størrelse med dræbersnegle, som modeindustrien kræver. På hendes Instagramprofil ser vi hende hænge ud i et evigt solbeskinnet L.A., hvor hun spiser sandwiches, tager selfies under dynen, allierer sig med aktivister, poserer i Chanel-bikinitoppe og gule dynejakker eller laver beats i studiet. På sit bittersøde elektroniske r&b-nummer »Not Mine«, der udkom i januar, irettesætter hun en fuckboi (en fyr, som virker sød er ligeglad med pigens følelser red.).. »I’m just out here living my life ... You see that I can’t be used,« synger hun med en metallisk autotunerstemme, der ikke giver os indblik i hendes følelsesliv.

Ved første øjekast adskiller Miquela sig ikke fra de milliarder af Instagram-profiler, som mennesker over hele verden i dette øjeblik scroller igennem med et åndsfraværende udtryk i øjnene. Men når man kigger nærmere på billederne af Miquela, er der noget, der ikke helt stemmer.