Sangerlegenden Maria Callas døde i 1977 i sin lejlighed på Avenue Georges Mandel i Paris, 53 år gammel. I den storstilede dokumentarfilm Maria by Callas af entusiasten og instruktøren Tom Volf ser vi det palæagtige etagehus og balkoner med markiser, og i enkelte still-fotos er det lykkedes at indfange den ensomme diva deroppe, ligesom lejlighedens interiører er forevigede. Men hen over disse billeder toner arien »Qui la voce« fra Bellinis opera Puritanerne i den ømmeste ungdommeligste udførelse, som tænkes kan.

Sådan lød Maria Callas på sin debutplade fra 1947, henført klagende som den svigtede Elvira, en rolle hun senere bragte til fuld udfoldelse på Scala Operaen. I en karriere, der blev hjerteskærende kort. I 1959 var stemmens stabilitet og skønhed visnet bort. Dette skæbnesug beretter portrætfilmen om med et helt ufatteligt overleveret materiale, hvor empatiske interviews med Maria Callas veksler med nærgående uforstand. Hver gang fremelskes usvigeligt en eftertænksom og afklaret kvinde i så forskellige stadier af et liv, hvis svingkraft var velsignende og alarmerende, uafbrudt.