Er en klassiker bedst tjent med at blive dekonstrueret eller værdsat i egen ret? Det spørgsmål besvares meget forskelligt på Aarhus Teater og Husets Teater – begge steder kan man for tiden opleve Shakespeares måske vigtigste tragedie, Kong Lear (1606).

I Liv Helms iscenesættelse på Husets Teater danner en fodhøj mur en kvadratisk sand- eller gruskasse udstyret med tre mindre kaktusser. Bagtæppet er en stoflig udsigt til mørkeblåt hav og rosa himmel gennemskåret af en horisontlinje.