Transformeret. Ikoner, vejledere og jordemødre for en ny tid – hvem havde troet, at dragqueens og deres talenter kunne blive så centrale i den mediebårne kultur?
Alle har brug for en drag-mor
Få havde nok set det komme: en medieflade fuld af dragqueens, queers og kønsflydende personer. Ikke fordi det ikke er tiltrængt, men da jeg for nogle år siden begyndte at se RuPaul’s Drag Race på anbefaling af min veninde designforskeren, var denne talentkonkurrence-fusioneret-med-reality-show stadig en herlig afvigelse fra mainstream underholdning. Jeg opdagede en helt ny verden, som var så meget mere end mænd, der optrådte i dametøj. Ikke bare viste drag sig at have virkelig mange genrer – komedie, high fashion, konceptuel, club kid og mange flere – men deltagerne forventes også at kunne både designe, sy, style, lægge ekstremt kreativ makeup, synge, danse, posere, spille skuespil og selvfølgelig lipsynce: kunsten at mime til et popnummer, så det bliver en optræden på et helt nyt niveau.
Der er alle de historiske tråde, der løber tilbage til 1980ernes balls, hvor homoseksuelle på bunden af det amerikanske samfund konkurrerede om at have de mest fantastiske rober og looks, til Centraleuropas kabareter i det tidlige 1900-tal og til queerhistorie i det hele taget. Allerbedst er de intime øjeblikke i sminkerummet, hvor deltagerne i konkurrencen – mens de langsomt transformeres til deres drag-persona – deler både det bedste og værste fra deres liv. Som alt reality-tv er det sublimt tude-tv. Jeg lærte et helt nyt sprog – sickening og fishy er ikke, hvad man tror – og fik et indblik i helt nye hjørner af queerkultur. Og midt i det hele var RuPaul selv, der moderligt overvågede de kommende stjerners udvikling.
Del:
